Generte børn

Man kan få et stik i hjertet, når man kan mærke, hvordan ens barn genert gemmer sig bag ens ben og ser, hvordan det nysgerrigt ser på de andre børn, som kaster sig ind i legen på legepladsen. Man kan nemt komme til at tænke, at barnet virkelig ville more sig, hvis bare modet fandtes. Og måske vil den lille og forsigtige have lidt hjælp, eller også er vedkommende tilfreds med at tage tingene i sit eget tempo.

Generthed hos børn kan medføre angst i nye situationer

Generthed er ret almindeligt, og i nogle perioder er vi alle mere eller mindre forsigtige i vores omgang med andre, særligt i perioder med ekstra separationsangst. En del børn er af natur mindre udadvendte end andre. Det indebærer, at de bl.a. kan have brug for længere tid til at tilpasse sig til nye omgivelser. De tøver og undgår grupper. Temmelig ofte bliver de også nervøse i nye, fremmede situationer, fx når de møder andre børn i børnehaven. Det er også almindeligt, at generte børn føler, at det er ubehageligt med for meget opmærksomhed – at have fødselsdag og få alles fulde opmærksomhed kan være utroligt hårdt for et genert barn. At skulle forlade trygheden hos mor eller far kan være et stort problem.

En forsigtig indstilling til livet

Nogle gange varer genertheden kun en kort tid, og derfor er det altid godt at være tålmodig. At skælde barnet ud eller afvise dets følelser og betragte dem som forkerte, hjælper bestemt ikke. Tværtimod kommer det nok bare til at få barnet til at føle sig endnu mere usikkert. Hvis det ikke bare er en fase, så skal du have endnu større tålmodighed og håbe på, at barnet med tiden lærer at håndtere sin generthed, så den ikke bliver en hindring. For det er det langt fra sikkert, at den bliver – at være genert behøver ikke være et problem; det er i vid udstrækning et medfødt personlighedstræk, som man sagtens kan leve med.

Genert eller introvert?

Hvis man ikke oplever sin generthed som et problem, så er der ingen grund til at træne den væk eller lignende. Der er tværtimod fordele ved at være mere indadvendt – det kan barnet have stor glæde af i livet. Der er også forskel på at ville være sammen med andre, men ikke at turde, fordi man er genert, og at ikke ville være social så ofte, fordi man er en introvert person. Hvis dit barn trives godt i sit eget selskab og bliver udmattet og træt af for meget social kontakt, så er det måske nærmere sådan, at barnet har en mere introvert personlighed, end at det er genert?

Sådan støtter du et genert barn

Der er børn, som ikke trives med deres generthed. Her kan man mærke, at genertheden står i vejen for barnets vilje. Og hvordan kan man så hjælpe generte børn? Undersøgelser viser, at forældre, som forsigtigt forsøger at motivere børnene og holder øje med deres aktiviteter på afstand, har bedre held end de forældre, som i høj grad styrer og overvåger børnene. Det betyder, at generte børn har brug for forældre, der ikke er så aktive, men derimod nogen, som er rolige, forstående og følsomme.

For at hjælpe med at dæmpe genertheden, så kan man prøve følgende:

• Fortæl, at du forstår, hvordan det føles, og bekræft roligt barnets følelser. Undgå at blive frustreret, selvom det kan føles svært. Vi fungerer så forskelligt, og det, der er let for dig, kan være supersvært for dit barn.
  
  
• Lad dit barn lege med en ad gangen. I stedet for at tvinge barnet til at være socialt med mange samtidigt, så kan det være lettere at arrangere det sådan, at det ikke bliver for overvældende, fx ved at lade dit barn lege med kun en enkelt kammerat. Hvis det fungerer fint, så kan det være rart for barnet at have en legekammerat, det føler sig tryg ved, og derefter får det måske mod på at lære flere at kende.
  
  
• Forsøg at afsætte god tid, når tiden er inde til indkøring i børnehaven. Det kan være klogt at komme derhen ekstra tidligt om morgenen, inden der allerede er en støjende gruppe børn der. 
  
  
• Lad barnet betragte de andre børn lidt, så det forstår, hvad der foregår. Kom med et eller to forslag til, hvordan barnet kan komme i gang med at lege, men lad barnet selv bestemme, hvornår det skal begynde at deltage. Vær tålmodig!
  
  
• Nogle gange kan det være en hjælp, at du som voksen er med og leger et stykke tid, som et link til, at barnet kan komme ind i legen.
  
  
• Selvom du ikke oplever, at det bliver bedre, så stop ikke med jeres forsøg på at deltage i sociale sammenhænge. Det ser måske ud som om, dit barn bare står ved sidelinjen og observerer, hvad der sker, men der foregår meget mere inde i barnet, og ved at iagttage, så kommer det med tiden til at føle sig mere og mere tryg ved situationen.

Hvornår bliver generthed et problem?

Det er som sagt ikke noget problem at have en forsigtig og genert personlighed og alligevel have et givende og indholdsrigt liv – både på egen hånd og sammen med venner. I vores kultur præmieres ofte udadvendt og frimodig adfærd, men der er egentlig ikke noget, der siger, at udadvendte og selvsikre børn har det bedre eller har en bedre selvfølelse end generte børn. Det handler ganske enkelt om forskellige måder at fungere på, og på samme måde som med de fleste ting, så er der fordele og ulemper med begge.

Nogle gange kan generthed dog forværres og udvikles til en social ængstelse, som forhindrer barnet i at gøre det, vedkommende egentlig har lyst til. Måske vil barnet gerne med til fødselsdagen, men tør ikke, eller også vil vedkommende gerne snakke med andre børn i børnehaven, men synes, at det føles ubehageligt og svært, og havner derfor udenfor. I sådanne situationer – når barnet selv lider under sin generthed – så kan det være en god idé at øve sig lidt i det sociale sammen og hjælpe, så barnet tør udfordre sig selv. Man kan øve sig ved stille og roligt at tage små skridt, måske med en lille belønning bagefter, hvis man turde gøre det, man gerne ville, selvom man følte sig meget genert og nervøs. Her handler det også om ikke at presse barnet for meget – det er nødt til at få lov til at træne i sit eget tempo.

Hvis problemerne vokser sig store, og genertheden i høj grad begynder at forhindre barnet og får det til at lide i hverdagen, så kan man kontakte sin læge eller psykolog for at få støtte og hjælp.

Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog