Separationsangst og frygt for adskillelse hos små børn

Det kan virke lidt overraskende, at barnet reagerer med voldsom gråd, hvis du forlader rummet, eller hvis det lige pludselig ikke vil være hos nogen anden end dig. Du begynder måske at overveje, om barnet ikke føler sig trygt, eller om du som forælder har gjort noget forkert – men du kan være sikker på, at det ikke er der, problemet ligger; det er barnet, som tager et skridt i udviklingen. Den følelsesmæssige og kognitive modning, som sker hos barnet, efter det har passeret seksmånedersalderen, indebærer nemlig, at barnet nu har større muligheder for at forstå, at du som forælder kan forsvinde. Det kan naturligvis medføre uro og stress, når det sker – selvom du bare skynder dig at gå på toilettet med lukket dør.

Børn er ikke lige følsomme

Hos nogle børn varer separationsfasen i en kortere periode, mens andre fortsætter med at synes, at det er hårdt at være adskilt fra sine forældre gennem hele førskolealderen – eller endnu længere. Også her er vi helt forskellige. Mange børn har også en lidt ekstra intensiv periode med frygt for adskillelse, når de er omkring et år gamle. Da plejer det at være klogt at tænke på, at man ikke udfordrer barnet for meget i denne periode. Hvis dit barn lige pludselig bliver meget klæbende og nærhedssøgende, så er det ikke en dårlig vane, det har fået – det har bare brug for at være ekstra tæt på og tanke lidt tryghed.

Hårdt for både børn og forældre

Hvis man har et barn, der er meget mor- eller farglad, og ikke vil være alene et eneste sekund, så plejer det at kunne føles lidt krævende og hårdt en gang imellem. Især hvis det primært er den ene forælder, som barnet ikke vil skilles fra. I de situationer er man nødt til at trøste sig med, at det som regel er en fase, og det bliver bedre, når barnet bliver lidt ældre.

Men som forælder er man naturligvis nødt til at kunne få en pause, selvom barnet bliver ked af det og protesterer, når man går. Det er som regel nemmere, hvis man tydeligt siger farvel og derefter forlader hjemmet – for de fleste små børn plejer det nemlig at være sværere, hvis de ved, at man er i nærheden, men uden for rækkevidde. Noget andet, som også gør det meget nemmere, er, at den, der skal passe barnet, når forælderen er væk, er nogen, som barnet kender og føler sig tryg ved.

For at hjælpe det lille barn i de perioder, hvor det er mere følsomt over for separationer, er der nogle ting, du kan prøve:

• Tal med barnet, selv når du er uden for synsvidde, så det kan høre, at du stadig er der.
   
• Prøv at lade være med at overreagere på barnets angst, og giv i stedet et roligt og trygt indtryk. Du gik bare væk et kort øjeblik – og det vigtigste af det hele er, at du kom tilbage.
   
• Giv barnet masser af kram og kærlighed, og giv det ekstra tryghed, når det er mest angst.
   
• Lad barnet følge efter dig og følge med overalt, hvor det vil. Du kan gå på toilettet uden publikum er noget, du kan gøre, når barnet er blevet ældre. Hvis man trækker sig fra et barn, når det er uroligt eller ked af det, skaber det som regel bare endnu mere angst, og barnet får endnu mere brug for dig.
   
• Smil, når barnet bevæger sig væk fra dig, og tag imod det, når det kommer tilbage. I denne periode er barnet nysgerrigt, men har brug for at komme tilbage og se, at du er der, inden det tør gå på en ny opdagelsesrunde. Vis ganske enkelt barnet, at du er i nærheden, og at alt er, som det skal være.
   
• Hvis det ikke kan undgås, så sørg for at begrænse antallet af separationer. Hvis det er en følsom periode, kan det være smart at vente med at have barnepige og i stedet fylde barnet med så meget nærhed, du orker.

Hvad er separationsangst?

At være bange i forbindelse med separationer fra forældrene er altså en del af udviklingen og helt normalt og et sundhedstegn hos babyer og små børn. Men for børn, der er ekstra følsomme, kan denne rædsel nogle gange med tiden udvikles til rigtig angst for at blive adskilt fra sin forælder. En angst, som på forskellige måder kan skabe problemer i livet og måske medføre, at de ikke tør gøre det, de har lyst til, eller lader være med at deltage i forskellige aktiviteter, som de egentlig gerne ville have deltaget i. Når ældre børn har en vedvarende og forhindrende frygt for adskillelse fra forældrene, plejer man at kalde det for separationsangst. Hvis du oplever du, at dit barns liv begrænses pga. angsten for at skilles fra dig, så kan det være rart at vide, at der er hjælp af få via din egen læge.

Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog