Tilknytningsteori og trygge børn

At knytte sig til nogen er at overleve

Når et barn bliver født, kan det ikke klare sig selv. Det lille væsen er helt afhængigt af, at en voksen føler omsorg og vil tage sig af det. Hvis en baby skal føle sig tryg, har den brug for nærhed, kærlighed og nogen, som sørger for dens basale behov for søvn, mad og varme. Så snart det lille barn er født, gør det alt for at sparke forældrenes omsorgssystem i gang – det er ganske enkelt et overlevelsesinstinkt. Hvis barnet oplever, at det er i fare eller føler sig forladt, søger det straks nærhed og beskyttelse. Ved bl.a. At græde eller skrige sørger barnet for, at omsorgspersonen opfatter og reagerer på signalerne, og på den måde vokser tilknytningsforholdet mellem dem frem.

Hvem kan barnet knytte sig til?

Hverken køn eller biologisk slægtskab spiller nogen som helst rolle for, at barnet kan knytte sig til en person. Børn kan også knytte sig til flere – forældre, bedsteforældre, søskende og børnehavepædagoger – men ikke alt for mange. Tilknytningsforhold vokser frem, når en omsorgsperson og et barn tilbringer meget tid sammen. Derfor er det svært at udvikle tilknytningsforhold, hvis personerne omkring barnet ofte skiftes ud – det er svært at skabe en tilknytning til nogen, man ikke møder så ofte. Men forholdet til andre kan naturligvis forandres over tid og tilknytningens kvalitet kan også ændre sig. Børn kan også have forskellige former for tilknytning til forskellige personer. Hvis en forælder har været fraværende eller haft det dårligt i en længere periode, så kan barnet nogle gange føle sig mere utryg sammen med den forælder – hvilket er helt naturligt. Men med støtte og hjælp kan man ofte forbedre forholdet og tilknytningen.

Tryg og utryg tilknytning

I forskningen har man kunnet se, at børn kan opnå tilknytning på forskellige måder, hvor tryg og utryg er de mest almindelige. Den måde, man kalder for tryg tilknytning, er lidt mere fordelagtig senere i livet i forhold til andre forhold, og hvordan man har det generelt. En tryg tilknytning indebærer, at barnet forventer sig, at omsorgspersonen er tilgængelig, når der er brug for det. Man plejer at sige, at ca. to tredjedele af alle børn udvikler et trygt tilknytningsmønster til sin omsorgsperson. Utryg tilknytning indebærer derimod, at barnet forventer sig, at omsorgspersonen kommer til at være mere utilgængelig på forskellige måder.
Årsagen til, at børn udvikler forskellige varianter af utrygge tilknytningsmønstre, kan skyldes flere forskellige ting. Det er ikke kun omsorgspersonens lydhørhed og tilgængelighed, som spiller ind – det gør barnets egen personlighed og de omstændigheder, der findes omkring familien, også. Men man kan jo heller ikke sige, hvordan et barn kommer til at have det, eller hvordan det kommer til at gå for det senere i livet ud fra, hvilket tilknytningsmønster vedkommende har haft. Der er mange andre omstændigheder som skolegang, venskabsforhold, traumatiske begivenheder, økonomisk udsathed, tilfældige hændelser og så videre, som påvirker mere. Udtrykt på en enkel måde kan man sige, at en tryg tilknytning er en beskyttelsesfaktor, og en utryg tilknytning er en risikofaktor.
Men det er komplekst. Det, vi med sikkerhed ved, er, at et trygt tilknytningsmønster er mere behageligt og afslappet for barnet lige nu og her, eftersom det indebærer, at det lille barn kan forvente sig omsorg og beskyttelse og kan blive roligt, når det får det. Barnet kan tydeligt give udtryk for sine behov og bliver derfor nemmere tilfredsstillet end et barn med et utrygt tilknytningsmønster, som nogle gange kan være sværere at forstå. Med et trygt tilknytningsmønster får barnet ofte et lavere stressniveau og har nemmere ved at slappe af.

Desorganiseret tilknytning

Du kender måske til begrebet desorganiseret tilknytning? Det indebærer, at der ikke findes et forudsigeligt mønster, men at barnet i stedet prøver på at få beskyttelse og hjælp fra omsorgspersonen gennem uforudsigelig og modstridende adfærd. Det er ofte utroligt hårdt, og når et barn giver udtryk for denne form for tilknytning, har hele familien brug for hjælp. Via fx børne- og ungdomspsykiatrien eller socialforsorgen kan man få støtte og behandling.
Udviklingen af en desorganiseret tilknytning skyldes mange forskellige faktorer, hvor en af dem kan være, at barnet på en eller anden måde er blevet skræmt af sin omsorgsperson, fx misrøgt eller vold. Men det kan også handle om problematikker hos barnet, som påvirker tilknytningen – man kan altså ikke altid sige, at desorganiseret tilknytning skyldes, at omsorgspersonen har behandlet barnet dårligt.

Trygge børn

I den vestlige verden talte eksperter inden for børneopdragelse længe om værdien af, at barnet udviklede ”selvstændighed”. Det var vigtigt, at babyer skulle sove i deres egen seng, gråd og skrig skulle ikke selvfølgeligt ”belønnes” med trøst, og børnene skulle helst hurtigt lære at lege i grupper i børnehaven. Den mere moderne tilknytningsteori går i stedet ud fra, at barnets selvstændighed bør bygges på en basis af en tryg tilknytning. I dag mener de fleste børnepsykologer, at det er bedre at være lydhør for det enkelte barns behov end at forcere selvstændigheden. Små børn kan ikke ”forkæles” når det handler om nærhed og kærlighed, og man ved, at børn er utroligt forskellige med hensyn til, hvor selvstændige de har det bedst med at være.

I hele sin første tid lærer barnet at føle en grundlæggende tillid til sine omsorgspersoner, det lærer, hvordan dets egen adfærd påvirker omgivelserne, og hvilke svar signalerne får. Et grædende spædbarn, som trøstes, får oplevelsen af, at det er muligt at få omsorg og tryghed i verden. Hvis en omsorgsperson konsekvent ikke reagerer på barnets signaler eller altid reagerer uforudsigeligt, kan følelsen af tryghed påvirkes. Endnu værre er det naturligvis, hvis den person, som skal stå for tryghed, også udsætter barnet for vredesudbrud eller mishandling. Findes der ingen anden, vil barnet alligevel være tvunget til at søge nærhed og beskyttelse hos den, som også udgør en trussel. En sådan relation kan give barnet store problemer med at føle tillid langt senere i livet.

Separationer fra omsorgspersoner

At reagere på separationer er helt naturligt for små børn. De plejer at begynde at udvikle en følsomhed over for separationer, når de er ca. 6-8 måneder, men for nogle kan følsomheden være stærk i flere år. Selvom det er hårdt, så er det for det meste ikke skadeligt for børn at være adskilt fra sine omsorgspersoner i kortere perioder, så længe der findes et andet trygt miljø omkring barnet, som kan opfylde dets behov for omsorg og kontakt. Der findes ingen videnskabelige beviser for, at et barns tilknytning skulle tage skade af at fx begynde tidligt i vuggestue eller at bo på skift hos to forældre. Men vi ved, at det er meget stressende og hårdt for et lille barn at have alt for lange separationer fra sine omsorgspersoner, og hvis det miljø, hvor barnet befinder sig, ikke er trygt nok. Men det er jo forskelligt fra barn til barn, hvad der er en for lang separation, og hvilket miljø det har brug for, hvis det skal føle sig trygt. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der lader til at fungere for lige netop dit barn og at lytte lidt ekstra til barnets signaler med hensyn til separationer.

Børns forskelligheder

At børn reagerer meget individuelt allerede tidligt i livet er noget, som de fleste flerbørnsforældre plejer at kunne bekræfte. Små børn er allerede fra starten forskellige, præcis som vi er senere i livet. Noget, der gør ét barn uroligt, ked af det eller vredt kan være helt okay for et andet på samme måde, som det er forskelligt, hvordan de gerne vil trøstes. Så de der gode råd fra venner om, hvordan man putter børn eller får dem til at føle sig godt tilpas i barnevognen fungerer måske slet ikke for jeres baby.
Forskellige børn har forskellige behov – nogle børn har brug for mere bekræftelse end andre, hvilket uden tvivl kan være virkelig trættende i perioder. Men glem ikke, at du formentlig er den, som har de bedste forudsætninger for at tilbyde barnet det, det har mest brug for.

Når det er svært at imødekomme barnets behov for tilknytning

Nogle gange kan man som nybagt forælder havne i en situation, der gør det svært at knytte sig til sit barn. Det kan handle om, at man har det psykisk eller fysisk dårligt, eller at der er sket noget i livet, som kræver så meget fokus, at det går ud over forholdet til barnet. Hvis det sker, så er det vigtigt at finde nogen at tale med – det kan være en eventuel partner, venner, sundhedsplejersken eller en psykolog. At få hjælp af andre med det, der er svært, kan også hjælpe på forholdet til barnet. Og for babyens vedkommende er det jo vigtigt at knytte sig til nogen og at kunne slappe af i relationen. Så at søge hjælp er derfor godt for både for forælderen og for barnet.

Hvordan giver man sit barn en tryg tilknytning?

Dette spørgsmål kan man nogle gange blive ret så opslugt af som forældre: Alle vil jo sit barns bedste, og man kan blive stresset af ikke at vide, om det, man gør, er godt nok, eller om barnet kommer til at lide på grund af det i fremtiden. Det er overvejelser, som de fleste småbørnsforældre har – og det er der bestemt ikke noget mærkeligt i, eftersom det jo indgår i forældreskabet at tvivle på sig selv og bekymre sig over sit barn.

Men hvad tilknytning angår, så kan man som forælder ofte slappe meget mere af, end man tror! Barnet knytter sig helt automatisk til den eller dem, som tager sig af det, og tilknytningsprocessen er ikke en proces, der er nem at forstyrre eller ”ødelægge” på grund af enkelte hændelser eller en dårlig periode engang imellem, når man ikke er helt på toppen. Ved bare at være sammen med sit barn giver de fleste forældre fuldt ud tilstrækkelig trøst, beskyttelse, støtte og følelsesmæssig tilstedeværelse til, at barnet skal kunne føle, at det stoler på, at forælderen er der i vådt og tørt for at tilgodese behov og hjælpe tilstrækkeligt meget til, for at barnet skal kunne slappe af og føle sig trygt.

Nogle gange kan det næsten gøre mere skade end gavn, hvis en forælder fokuserer for meget på, at barnet skal udvikle en tryg tilknytning – det er ikke sjovt for hverken barnet eller forælderen at have en bekymret og stresset forældre. Fokusér i stedet på at have en skøn tid sammen med dit lille barn, hvor I begge to kan nyde hinanden og jeres liv sammen!

Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog