Efterkontrol hos din læge

Essity6746_Desktop

Barnet er kommet til verden, du er så småt ved at komme ud af babyboblen og du er begyndt at få lidt styr på livet med et lille barn. Efter fem uger tilbydes I en kontroltid til jeres nyfødte, og kort efter er tiden inde til en efterfødselskontrol for dig. Otte uger efter fødslen får alle, der har født børn, nemlig tilbud om at gå til en efterfødselskontrol hos deres læge. Her kan du læse om, hvornår du skal bestille tid, og hvad du kan forvente dig af besøget.

Efterfødselskontrollen er egentlig en opfølgning, som primært fokuserer på den, der har født barnet – ikke på det lille væsen, som kom – selvom man også plejer at tale om amning, hvis det er aktuelt. Allerede på barselsgangen har man mulighed for at tale med en jordemoder, til en såkaldt post-partumsamtale. Da gennemgår man fødslen, og hvad der skete, og det er et godt tidspunkt til at stille de spørgsmål, man har om hændelsesforløbet. Hvis man har haft en kompliceret fødsel eller har født med kejsersnit, melder jordemoderen ofte tilbage, og der kan være mulighed for at møde den læge, der bistod. Men ofte er det svært at have alle perspektiver og spørgsmål klar så hurtigt efter fødslen – når alle følelser koger over, og alt er så nyt. Har du brug for en samtale specifikt om fødslen efter at der er gået noget tid, skal du i første omgang ringe til dit fødested og bede om en samtale. Du kan også tale med din læge om fødslen, til efterfødselskontrollen.

Efterfødselskontrollen hos den praktiserende læge bestiller man selv tid til, når man er kommet ind i hverdagen. Ca. 8 uger efter fødslen plejer man at få en tid.

Gennemgå fødselsjournalen

Noget, man kan gøre i forbindelse med efterfødselskontollen også kaldet otte ugers undersøgelsen, er at læse fødselsjournalen, hvis I har behov for det. Den er ofte ikke helt nem at forstå, og derfor kan det være rart at få hjælp af lægen til at gennemgå forløbet, og med at tyde forskellige komplicerede begreber, som måske ikke er helt indlysende. Hvis du ikke har fået din journal på sygehuset, så kan du logge ind på sundhed.dk – der bør den findes. Samtalen til otte ugers undersøgelsen plejer af naturlige årsager også at komme ind på, hvordan man har haft det efter fødslen, og hvordan den første tid derhjemme med barnet har været, herunder også hvordan amningen går. At føde barn og at blive forælder er en stærk oplevelse, som kommer til at præge en resten af livet. For de fleste af os er det første stykke tid langt fra en dans på roser, og det er godt, hvis man får mulighed for at sætte ord på alle de følelser, som fødslen og det at blive forælder har vækket.

Undersøgelse ved otte ugers undersøgelsen

Ved otte ugers undersøgelsen ser lægen også på det kropslige, dit blodtryk måles, og du får tilbudt en gynækologisk undersøgelse. Her undersøges om livmoderen har trukket sig sammen, om fødselsbristninger er helet, og om man kan finde sine bækkenbundsmuskler igen. Har du udskudt en celleprøve pga graviditeten, tages den også. Derudover er det vigtigt at tænke på, at man stadig er forholdsvis nyforløst, når otte ugers undersøgelsen finder sted, og underlivet er langt fra helet. Faktum er, at hele kroppen er ved at komme til hægterne igen under hele det første år. Dette kan det være godt at tænke på med hensyn til fx træning efter graviditet og fødsel – det er vigtigt, at den, der vil finde tilbage til træningen, sørger for, at det sker trinvis i et tempo, som sikrer, at man ikke får lækage og en tung fornemmelse i underlivet. Hvis man skulle få problemer, der ikke går over, så skal man tale med sin læge eller henvende sig til en fysioterapeut med speciale i kvindesundhed. Det er vigtigt, at man søger hjælp for problemer, som man tror kan være fødselsrelaterede.

Ved besøget tager lægen også spørgsmålet om prævention efter fødslen op. Vi ved, at det kan føles, som om det er alt for tidligt at begynde at tænke på sex så kort tid efter fødslen. Men det er alligevel vigtigt at vide, hvad man skal tænke på, og otte ugers undersøgelsen er en god lejlighed til at få snakket om forskellige former for prævention efter fødslen, og hvilke man kan bruge, når man ammer – for amning alene er nemlig ikke en helt sikker form for prævention.


Faktatjekket af Nina Sepstrup, uddannet jordemoder.

Nina4
Nina Sepstrup
jordemoder