Babygråd: Sådan trøster du en urolig baby

08_pappa_0198_desktop

Der er nok få ting, der stresser en forælder lige så meget som at høre sit barn græde. Men et spædbarns hjerteskærende gråd er faktisk en god ting, selvom det måske ikke føles sådan, eftersom det så tydeligt er et tegn på, at der er noget, det har brug for. Babygråd er et vigtigt sprog, selvom det nogle gange kan være svært at forstå.

Alle babyer græder nu og da. Det er deres medfødte drift at græde, når de er nødt til at få et behov tilfredsstillet eller føler smerte, kulde, ubehag og angst. Det lyder måske mærkeligt, men det ville være livsfarligt for et spædbarn aldrig at græde – eftersom dets gråd sikrer overlevelse, og at det har det godt. Det er også af derfor, gråd ofte er så stressende for forældre. Vi kan mærke i hele kroppen, at det betyder noget vigtigt, og vores plejesystem siger til os, at vi skal sørge for, at barnet har det godt, og at det falder til ro. Når det så lykkes for en at forstå barnets gråd og at tilfredsstille dets behov, så bliver man også selv rolig og glad. På papiret lyder det jo som en forholdsvis nem opgave, men det er desværre ikke altid krystalklart, hvorfor barnet græder, og hvad det har brug for.

Forskellige slags temperament

Børn fødes med forskellige slags temperament, som påvirker, hvor følsomt et barn er, og hvor let det er at trøste og berolige barnet. Der er dem, der let begynder at græde, og som græder meget fra starten af, mens andre næsten aldrig græder. Derudover har det naturligvis også noget at sige, hvor lydhør man er som forælder, og hvor godt man forstår barnets signaler – i starten af forældreskabet er det måske sværere at forstå, end det er senere, når man har lært at tolke sproget. Men barnets eget temperament og personlighed har også betydning for, hvor meget det græder som baby. Det kan være rart at tænke på nogle gange, når man synes, at man gør alt for, at barnet skal have det godt, og det så føles som om, det alligevel græder hele tiden.

Hvorfor græder babyer?

For en nyfødt betyder gråd næsten altid, at den er sulten eller har brug for nærhed og beskyttelse. Jo ældre den bliver, desto større bliver repertoiret, og gråden får et stigen antal betydninger. De fleste forældre lærer efterhånden at forstå deres barns forskellige behov, alt efter hvordan barnet græder og i hvilken forbindelse. Gråd er ganske enkelt det lille barns udtryk for alle de forskellige behov, og den kan derfor betyde alt lige fra sult eller træthed til, at et stykke tøj føles ubehageligt, eller at solen skinner for stærkt i øjnene. Det er ganske enkelt et tydeligt signal til omgivelserne om, at barnet har brug for hjælp med noget, og da er det utroligt vigtigt, at omgivelserne også reagerer og tilbyder hjælp, trøst og støtte, når barnet græder.

Hvor meget gråd er normalt?

De første tre måneder græder en baby i gennemsnit et par timer om dagen. Derefter plejer det at mindskes, efterhånden som forælderen lærer sit barn bedre at kende og begynder at forstå, hvad gråden betyder. Derudover er det almindeligt, at babyer også har perioder, hvor de er kede af det, når de er blevet lidt ældre – det er helt normalt, at et barn, der er sultent, træt, har ondt eller vil være tæt på sin forælder græder lidt for at vise det. Hvis et spædbarn græder usædvanligt meget, så kan det være en god idé at kontakte sundhedsplejersken for at få hjælp til at overveje, hvad det er, der gør barnet så uroligt – om det kan være kolik eller noget andet, der er problemet.

Hvordan trøster man en grædende baby?

Det, en baby allerhelst vil, når den græder, er at være tæt på sine forældre og få sine behov tilgodeset der. Det indebærer, at den største mulighed for at trøste et fortvivlet barn altså er at have det tæt på sig og tilbyde det kropskontakt, trøstende ord og kærtegn. Mange børn kan godt lide at blive vugget rytmisk eller at blive båret i fx en bæresele/slynge eller favnen. De plejer også at have lettere ved at falde til ro, hvis forælderen også er i stand til at bevare roen – hvilket ikke altid er det nemmeste. Nogle gange bliver man som forælder så stresset, når barnet græder, at man lidt for hurtigt prøver mange forskellige ting for at trøste. Da kan det være en god idé at prøve at træde et skridt tilbage og være lidt tålmodig – at fortsætte et godt stykke tid med det, man gør, for at trøste, inden man prøver den næste ting. Barnet har nemlig næsten altid brug for et stykke tid med den samme ting, inden det falder til ro.

Babyer, som græder, har ofte brug for mad, og nogle gange kan det være svært at give barnet mad, fordi det græder og er fortvivlet. Hvis man kan se sådan et mønster, så er det en god idé at lytte, lægge godt mærke til barnets signaler og give det mad, inden det er nået at komme op i omdrejninger og er blevet fortvivlet. På samme yderst fortvivlende måde kan babyer blive helt udmattede af træthed og græde så meget, at de får svært ved at falde i søvn. Da kan det ofte hjælpe at være tæt på forælderen og blive båret eller vugget i søvn.

Hvordan påvirker babygråd forælderen?

Hvis man har en baby, som græder meget, er det ofte meget krævende rent følelsesmæssigt – det kan de fleste forældre nok skrive under på. Ofte føler man sig magtesløs og ked af det, samtidig med at man kan få dårlig samvittighed og føle sig som en dårlig forælder, der ikke kan trøste sit eget barn. Det er også almindeligt at blive stresset over det og næsten føle, at man ikke rigtig kan tænke klart. Det lyder måske mærkeligt, men det er helt naturligt og faktisk godt, at det bliver sådan, eftersom det betyder, at man er følelsesmæssigt til stede og kan leve sig ind i barnets følelse. Stressen gør, at forælderen prøver på at berolige barnet og får det til at falde til ro igen. Det er utroligt vigtigt for både tilknytningen og barnets velvære, at det bliver trøstet og plejet, når det græder.

Når man føler, at man ikke kan klare mere

Hvis man har en baby, som græder usædvanligt meget, og som er ekstra svær at trøste, så er det ikke mærkeligt, hvis man i perioder føler sig helt udkørt og udmattet. Det er en tung følelse, og man kan have brug for hjælp. Her får du vores råd til, hvad man kan tænke på:

  • Du har brug for at få lov til at hvile en gang imellem, hvis du skal orke i det lange løb. Prøv at få en pause for dig selv – hvis man er to forældre, så kan den anden tage sig af barnet, eller også kan det være en god idé med en midlertidig barnepige. Dit barn klarer sig lidt uden dig, selvom det er ked af det, og det gør ondt i dit hjerte. Blot en kort pause kan gøre meget for energien og humøret. Hvis der ikke er andre i nærheden, så kan det alligevel være en god idé at holde en kortere pause, når det hele er ved at koge over. At lægge barnet på et trygt og sikkert sted og trække vejret for sig selv i et andet rum kan være lige nøjagtig det, man har brug for, når man selv er blevet så stresset af gråden, at man er lige ved at eksplodere.
     
  • At dit barn græder meget betyder ikke, at du gør noget forkert. Det betyder utroligt meget for barnet, at du er tæt på, trøster og prøver på at forstå – selvom det ikke resulterer i, at barnet bliver tilfreds. Giv ikke op! Dit barn har brug for sin forælder, selvom det kan virke som om, at det nogle gange ikke engang registrerer, at du er der ...
     
  • Vær ikke bange for at bede om støtte og hjælp, når det er hårdt. Der er ikke noget i vejen med at indrømme, at det er hårdt med et barn, som græder meget – der er jo ikke noget galt med hverken dig eller barnet. En sundhedsplejerske, psykolog, samtaleterapeut eller anden person, som du får tillid til, kan være en stor hjælp i en hård periode. Derudover kan I i fællesskab diskutere, om der er noget, som du eller barnet behøver, for at I skal få det bedre under de krævende omstændigheder.
     
  • Glem ikke, at man i nogle tilfælde kan blive sygemeldt i en periode, hvis det er rigtig hårdt under barslen. Hvis I er to forældre, så kan den anden forælder have barsel, så I kan hjælpes ad med babyen derhjemme et stykke tid. Denne løsning kan være utroligt velgørende, når man er nedkørt på grund af søvnmangel, aftener fyldt med gråd og overvældende følelser. Hvis der ikke er en anden forælder i nærheden, så kan en tryg favn hos bedsteforældrene måske hjælpe, eller en anden nærtstående – de fleste vil hellere end gerne hjælpe, så vær ikke bange for at bede om hjælp.

Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog

Tova Winbladh 2.PNG
Tova Winbladh
autoriseret psykolog