At knytte sig til barnet i maven

Vi har talt med psykologen Tova Winbladh om det her med følelserne for barnet i maven. Hvornår skal man regne med, at de kommer, og hvilke årsager kan der være til, at de udebliver?

Børn er jo nødt til at knytte sig til en voksen for at overleve, men hvordan knytter forældre sig til deres børn – også inden de overhovedet er født? Hvilke mekanismer er det, vi taler om, og har de nogen funktion rent evolutionært?

Efterhånden som barnet i maven vokser, og tidspunktet for barnets ankomst nærmer sig, plejer de fleste vordende forældre så småt at skabe en relation til barnet, selvom de ikke har mødt vedkommende endnu. Sådan bliver det også ofte for forældre, som venter på et adopteret barn.

Nogle gange taler man om prænatal tilknytning, og da mener man den følelsesmæssige relation, som forældre skaber til et ufødt barn. Dette begreb er dog lidt misvisende, eftersom det egentlig er barnet, som knytter sig til nogen, ikke forældrene. Barnet i maven kan ikke knytte sig til nogen endnu, men forældrene kan uden tvivl føle sig tæt på barnet, allerede inden det er født.

Forældrene bliver også forberedt på at tage imod deres barn og give det omsorg på andre måder. Ens identitet og opfattelse af sig selv plejer at kunne ændre sig lidt, når barnets fødsel nærmer sig, og man kan føle sig ekstra følsom og usikker. Dette, kombineret med varme følelser for det ventede barn, gør det senere nemmere for forælderen at give barnet omsorg og kærlighed, når det endelig kommer. Her er vores kroppe og hjerner smarte og forbereder os godt på den vigtige opgave, der kommer.

Er det almindeligt, at man ikke har nogen stærke følelser over for sit stadig ufødte barn?

Det tager tid at udvikle et forhold til nogen, og når man ikke kan møde vedkommende, tager det endnu længere tid. I starten og midten af graviditeten er det almindeligt, at man ikke føler noget specielt for selve fostret, selvom man måske længes meget efter livet som forælder. Hen imod slutningen af graviditeten bliver alting mere konkret, og barnet kan kommunikere med bevægelser, og da plejer de fleste at føle ømhed og varme over for det ufødte barn.

Men nogle gange sker der en masse ting i livet, når man er gravid, som fjerner fokus, eller at man måske er meget bekymret eller har det følelsesmæssigt hårdt på andre måder. I de situationer kan det resultere i, at man ikke rigtig føler noget for det ufødte barn selv i slutningen af graviditeten, eller måske endda har en del negative følelser. Det kan nogle gange være svært at forestille sig, at barnet er et selvstændigt individ, inden det er blevet født, og det kan også være sådan, at fokus først og fremmest ligger på fødslen, og at det forhindrer en i at føle noget for barnet.

Det at man ikke har nogen særlige følelser over for sit barn under graviditeten behøver bestemt ikke at betyde, at man ikke kommer til at føle noget for sit barn, når det først er født! Der er masser af forældre, som har oplevet, at følelserne for barnet først kom efter fødslen, eller nogle gange endda først efter et par uger eller måneder. Det er også helt fint for barnet – man kan være en kærlig og nærværende forælder, selvom man ikke føler, at forholdet til barnet er ekstremt stærkt lige i starten.

Hvis tanken om barnet i maven føles ... neutral. Er der noget, jeg kan gøre for at blive mere følelsesmæssigt forberedt?

Det er så vanskeligt med følelser, eftersom det er så svært at styre dem af ren vilje. Det kan endda blive lige modsat: at jo mere man prøver på at styre og påvirke sine følelser, desto mere låste bliver de. Derfor plejer det at være nytteløst at tænke på, hvad man burde føle, og at have dårlig samvittighed, fordi man ikke føler på den måde. Vi har alle sammen vores indre psykologiske verdener, og derfor reagerer vi ofte forskelligt på det, vi oplever i livet. Så kan det være en god idé at fokusere på at sænke sine krav til sig selv, og det man bør føle, hvis man er vordende forælder, men ikke føler noget for det barn, der er på vej.

Det man i stedet kan lægge vægt på, er at prøve på at blive så mentalt klar til at være forælder som muligt. Det er en god idé at prøve på at lade arbejde og andre krævende ting fylde så lidt som muligt, når fødslen nærmer sig. Nogle gange er det nødvendigt med lidt tid uden krav og stress, så man kan fokusere på det, der skal ske. Hvis man er overbelastet af arbejde, fylder det det hele, og da kan man føle sig uforberedt, når barnet kommer. Det kan også føles rart at få ordnet nogle praktiske ting, inden barnets ankomst, og få en følelse af, at man har styr på situationen, selvom det måske føles svært og skræmmende rent følelsesmæssigt. Det at rede en seng til barnet og vaske de små trøjer og bukser kan gøre det hele mere virkeligt og gøre den mentale forberedelse nemmere.

En anden utroligt vigtig ting, man kan gøre, er at tale med nogen om, hvordan det føles. Når man gør det, indser man ofte, at man ikke er alene om at føle, som man gør, og det kan være utroligt afslappende at få mulighed for at udtrykke sin eventuelle frygt og bekymringer for en anden. Det kan være en partner, venner, en af ens egne forældre eller en fagperson. Ting, vi tænker på uden at tale om dem, kan vokse sig større og mørkere, end nødvendigt. Derudover skal man tænke på, at bare det, at man er bange for, at man måske føler for lidt for barnet, i sig selv faktisk er et tegn på, at man nærer omsorg for barnet, og at der allerede er en spirende relation.

Mere end det synes jeg ikke, man er nødt til at tænke på! Når barnet kommer, løser det hele sig som regel helt automatisk, så forældrene lige efter eller efter et stykke tid bliver vanvittigt forelskede og omsorgsfulde. Det kan du være sikker på!

Hvilke erfaringer har du, Tova – kommer den, der ikke bærer barnet, som regel først i gang med sin omsorgsproces senere?

Det er lidt forskelligt, tror jeg. Jo mere engageret man er i graviditeten, desto mere ligeværdige bliver man i forholdet, og omsorgen over for barnet udvikles. Men selvfølgelig har man et lille forspring, når man fysisk bliver mindet om, at barnet findes, flere gange om dagen. For en vordende forælder, som ikke er gravid, kan der nogle gange gå flere dage, uden at man overhovedet har tænkt på barnet, og da sakker man nogle gange lidt bagud under graviditeten.

Men når barnet så er født, så vil jeg alligevel sige, at det især er individuelle variationer, som påvirker, hvor hurtigt man føler, at man får et følelsesmæssigt bånd til barnet – både hos de forældre, der har været gravide og dem, der ikke har været det. Der er andre faktorer, som er vigtigere, end om man har båret barnet i sin krop eller ej.

Plejer der at være forskel på, om man venter sit første eller andet barn, med hensyn til hvor let det er at aktivere sit omsorgssystem?

Vi mennesker bliver ofte mere afslappede og rolige i en situation, hvor vi kan forestille os, hvad der skal ske, og mange fleregangsforældre oplever, at det er lige netop sådan det føles, når de venter deres andet barn. Da er man allerede tryg i sin forældrerolle, og man ved, hvordan en fødsel kan forløbe, og hvordan man tager sig af et nyfødt barn. Den viden plejer at skabe en ro, som nogle gange kan gøre, at det er nemmere at skabe et følelsesmæssigt bånd til barnet i maven. Med det første barn er alting så nyt og ofte nervøst, så det kan være sværere at slappe af og slippe følelserne fri.

Derudover kan det også være sådan, at man oplever, at den anden graviditet går meget hurtigere, og at man ikke når at fokusere på barnet i maven på samme måde, som man gjorde under den første graviditet, eftersom man er småbørnsforælder og har travlt med det første barn og at få hverdagen til at hænge sammen. Det kan nogle gange føles lidt sørgeligt, og man kan være bekymret over, at man ikke er tilstrækkeligt forberedt, inden det andet barns fødsel. Det plejer dog ikke at være noget problem overhovedet. Så snart barnet er født, så kommer kærligheden og omsorgsfølelsen hurtigt alligevel – den har ligget der latent og bare ventet under graviditeten.