For tidligt fødte børn – præterm fødsel
Omkring 6,5% af danske børn, bliver født for tidligt, altså inden 37. graviditetsuge. De fleste af disse små babyer udvikler sig helt normalt og får ingen varige problemer. Prognosen afhænger af graden af præmaturitet.
En fødsel er jo næsten altid overvældende, men en, der sker tidligere, end man havde forventet, er naturligvis ekstra chokerende. Da kan det være rart at tænke på, at vi har specialistpleje i verdensklasse til de små børn, og at de fleste for tidligt fødte babyer klarer sig godt. Hvor meget pleje et barn, der er for tidligt født, har brug for, afhænger som regel af, i hvilken uge det er blevet født – jo tidligere, desto mere pleje har det som regel brug for.
Hvornår er man født for tidligt?
Normalt varer en graviditet ca. 40 uger regnet fra sidste menstruationsdag, men fra og med den dag, man går ind i den 37. uge, betragtes barnet faktisk som fuldbårent. Inden det kaldes barnet for ufuldbårent, og børn, som fødes ufuldbårent, betragtes som for tidligt fødte. Børn som fødes for tidligt kaldes også præmature, hvilket betyder umodne. Disse børn er ikke umodne i forhold til deres alder, men er blevet født på et tidspunkt i graviditeten, hvor alt ikke er helt færdigudviklet og f.eks. kroppens organer og nervesystemet er umodent.
Hvis et barn bliver født tidligere end uge 32, så plejer man at tale om meget for tidligt født eller endda ekstremt tidligt født, men fødsler som disse er ret usædvanlige.
Specialistpleje på sygehus
De fleste børn, der bliver født for tidligt, har brug for pleje på neonatalafdelingen (neo). Her er der specialistuddannet personale og alt det udstyr, der er nødvendigt for at hjælpe det lille barn. Alt efter hvilket sygehus, man føder på, så kan man nogle gange være nødt til at flytte til et andet, hvis det skulle være sådan, at der ikke findes en neonatalafdeling, eller barnets behov for pleje ændres.
Hos børn, der bliver født for tidligt, har nogle organer brug for lidt tid til at blive helt færdigudviklede, hvilket gør dem ekstra følsomme over for forskellige former for infektioner. Det indebærer bl.a., at hygiejnerutinerne på neonatalafdelingen er meget strenge. Barnet vil som regel være indlagt på sygehuset indtil den dato, hvor det skulle være blevet født, men hvis det udvikles, som det skal, vil man i nogle tilfælde få lov til at komme tidligere hjem. Hvis man kommer tidligere hjem, bliver man fulgt tæt af sygeplejersker fra neonatalafdelingen som kommer hjem til en.
Hvordan ser plejen af for tidligt fødte ud?
Det vigtigste sted til pleje af en for tidligt født baby er i forældrenes favn. Hud mod hud er vigtigt for alle babyer, men er ekstra vigtigt for dem, der er født for tidligt. Kropskontakten har nemlig vist sig at have utroligt positive effekter på udviklingen, bl.a. så bliver barnets puls mere stabil og kropstemperaturen mere jævn. Derudover har den bløde hudkontakt også en beroligende effekt for den forælder, som holder barnet, hvilket også er vigtigt. Eftersom barnet har brug for overvågning døgnet rundt, så kan en forælders favn suppleres med en kuvøse eller varmevugge. Kuvøsen skal minde så meget som muligt om tilværelsen inde i livmoderen, og derfor har man dæmpet belysning og lydniveau. Også luftfugtigheden er højere for at beskytte barnets hud, som ikke er færdigudviklet. Lungerne er heller ikke helt klar, og barnet kan derfor ofte have brug hjælp til vejrtrækningen ved hjælp af en lille maske (Cpap) ved næsen, der blæser luft evt. blandet med ekstra ilt ind, og hjælper med at holde barnets lunger udfoldede og sørger for at barnet ikke skal bruge så mange kræfter på vejrtrækningen.
Ofte har for tidligt fødte babyer også brug for lidt hjælp med at spise i starten. Da får de en sonde (en slange gennem næsen) som fører brystmælk – morens egen eller doneret – ned til mavesækken. Derefter lærer barnet at sutte i det tempo, det orker. Børn, der er født rigtig mange uger for tidligt, er som regel ikke i stand til at tage imod den mængde mad, de har brug for, hvis de skal udvikles, og da kan det være nødvendigt med et næringsdrop direkte i blodet.
Der kan være flere årsager til, at man som forældre ikke kan få lov til at sidde med sit lille barn, til trods for at hud mod hud kontakt, som sagt er vigtigt. Børn, der bliver født meget for tidligt – inden uge 32 – får for det meste en eller anden form for intensivpleje. Da overvåges barnet døgnet rundt af sundhedspersonale for at bl.a. sikre, at vejrtrækningen fungerer, som den skal, og at barnet ikke får iltmangel. Som forælder er man ganske enkelt nødt til at vente og prøve på at finde trøst i, at man, så snart situationen er lidt mere stabil, får lov til at holde sit lille barn igen.
Årsager til, at børn kan være for tidligt fødte
De mest almindelige årsager til, at børn bliver født inden uge 37, er, at vearbejdet starter for tidligt, eller at vandet går. Nogle gange er det muligt at stoppe tidlige veer ved hjælp af ve-hæmmende medicin, men ikke altid. I de fleste tilfælde er der ikke nogen sikker og entydig årsag til at veerne starter for tidligt, men der findes forskellige ting, der kan øge risikoen for, at fødslen kommer for tidligt – det kan skyldes, infektion i underlivet under graviditeten, dårlig ernæring hos moderen eller rygning under graviditeten.
En fødselslæge kan også beslutte, at moren er nødt til at føde tidligere, hvis det udgør en fare for hende eller barnet at lade graviditeten fortsætte, fx i alvorlige tilfælde af svangerskabsforgiftning. Hvis der er flere børn i maven, så er det også mere almindeligt, at man bliver sat i gang tidligere.
Forældrene er en vigtig del af neonatalplejen
I de tilfælde, hvor man allerede på forhånd ved, at barnet bliver født for tidligt, forbereder sundhedspersonalet forældrene på, hvad der skal ske. Da kan barnet i maven også ofte få behandling med lægemidler, der hjælper lungerne med at udvikle sig hurtigere. Men en præmatur fødsel, der sker uventet, er ofte noget af et chok, eftersom man måske først havde forventet, at barnet skulle fødes om flere uger – eller nogle gange endda måneder. Som forælder har man naturligvis brug for hjælp med at håndtere det, man har oplevet, og en vigtig del er at selv blive en af den daglige pleje af den lille. Derfor er personalet på sygehuset omhyggelige med at sætte forældrene i centrum, og jo bedre barnet har det, desto mere er der, man som forælder selv får mulighed for at tage sig af: skifte ble, give mad og naturligvis den fysiske nærhed. Så det minder så meget som muligt, om at være derhjemme.
Forældre kan være på neonatalafdelingen døgnet rundt med deres barn. Ofte har man mulighed for at overnatte, og på nogle sygehuse har man familierum, som man kan bo i under en kortere periode. Det er vigtigt, at man som forælder får mulighed for at tale med en børnelæge og andet sundhedspersonale for at bearbejde og forstå, hvad der er sket, og hvad der sker efter fødslen, hvilket er en del af at håndtere det hele.
Hvor tidligt kan et barn blive født?
Fra og med graviditetsuge 22 siger man, at barnet har mulighed for at overleve uden for maven, og da gør sundhedsvæsenet alt, de overhovedet kan, for at redde barnet, hvis det skulle blive født. Så tidlige fødsler er dog ekstremt usædvanlige – ca. 85 procent af alle børn, der bliver født for tidligt, fødes efter uge 32.
Prognoserne for for tidligt fødte børn
Plejen af for tidligt fødte er i dag utroligt god, og en stor del af alle børn, der er født for tidligt, er i dag raske og følger den forventede udvikling. Selv prognoserne for de små, der er ekstremt tidligt fødte, har udviklet sig utroligt meget de seneste årtier – overlevelsesprocenten er steget, og ca. to ud af tre børn, der bliver født så tidligt, udvikles normalt eller har kun en lettere funktionsnedsættelse.
At få et for tidligt født barn
At få et barn, der er født for tidligt, kan være en meget stor psykisk belastning. Der er naturligvis ofte bekymring og angst med i billedet omkring selve fødslen og måske også før og efter fødslen. Der opstod måske akutte situationer, og man har som forælder ofte et stort behov for at tale med nogen om det, der er sket. Derudover kan det måske også nogle gange føles svært at tilpasse sig til den nye situation, især hvis barnet er født meget for tidligt og ingenting blev, som man havde tænkt sig med hverken graviditet eller fødsel. Det er helt normalt at have mange forskellige følelser i en speciel situation som denne – at sørge over at det man havde forestillet sig, ikke blev som man havde forventet, og samtidig føle kærlighed og glæde over det lille væsen, er store følelser at skulle håndtere – men de fleste lander mentalt efter et stykke tid. Nogle gange kan behovet for bearbejdning og støtte være ekstra stort – både det første stykke tid og senere, når man føler, at man kan slappe af og forstå den drejning, som livet tog. Da skal man ikke være bange for at tage imod den støtte, der findes på neonatalafdelingen og senere hos sundhedsplejersken.
Faktatjekket af Vibeke Dueholm Gintberg, læge