Plukveer, fødselsveer og efterveer
Under graviditeten kommer man til at stifte bekendtskab med forskellige typer veer. Plukveer, fødselsveer og efterveer – men hvad er forskellen på dem egentlig? Her hjælper vi dig med at få styr på hvad, der er hvad, og hvordan de forskellige veer føles.
Hvad er plukveer?
Når livmoderen begynder at træne inden fødslen, så trækker den store muskel sig sammen, hvilket resulterer i, at maven bliver hård et stykke tid for så igen at blive blød. Når den gør dette, så plejer man at sige, at man har plukveer. Dem har man lidt nu og da under graviditeten – nogle gange så tidligt som i uge 20 – og det er helt normalt. Plukveer kan også dukke op for første gang blot dagen før, barnet bliver født, de kan vare i flere dage inden fødslen eller – for nogles vedkommende – mærkes de måske slet ikke.
Hvordan føles plukveer?
Plukveerne indebærer som nævnt, at livmoderen trækker sig sammen, og jo tættere på fødslen, man er, desto oftere kommer de. De kan kendes fra rigtige veer ved, at de ikke har noget regelmæssigt interval, de gør ikke ondt, men kan godt stramme lidt, de forsvinder igen og har ikke nogen effekt. Lige op til fødslen, kan plukveerne dog nogle gange gøre ondt, især når de bliver mere intense. De kan minde om menstruationssmerter med en murrende smerte i ryggen og lænden, men også stråle frem på maven og ned mod lyskerne.
En flergangsfødende får som regel plukveer tidligere, end hvis man venter sit første barn – livmoderens muskelhukommelse har måske styr på, hvordan det var sidste gang og kan mærke, at kroppen snart er ved at være klar til at føde. Nogle kan som sagt ikke mærke plukveerne undervejs i graviditeten, men vil måske først lægge mærke til dem, når de bliver kraftigere i dagen op til fødslen.
Mange plukveer
Plukveer under graviditeten, der opstår i forbindelse med fysisk aktivitet, og de plukveer, der kommer, når fødslen nærmer sig, er altså helt normale. Men hvis du kan mærke, at der er noget, som ikke føles rigtigt, fx at du har meget hyppige plukveer eller at de ikke forsvinder igen under hvile, men derimod bliver regelmæssige og smertefulde, selvom du ikke nærmer dig den beregnede fødselsdato, så skal du kontakte din jordemoder eller fødselsafdelingen. Hvis de bliver mere regelmæssige, eller hvis du samtidig begynder at bløde, så bør du kontakte sygehuset med det samme.
Når plukveerne forvandles til fødselsveer
I starten kan plukveerne komme og gå lidt – de kan dukke op og derefter holde en pause på flere timer eller døgn, men efterhånden bliver de mere regelmæssige og intensive. De kraftige sammentrækninger modner livmoderhalsen og på et tidspunkt i løbet af latensfasen – en fødsel består jo af flere forskellige faser – er veerne blevet så intensive og regelmæssige med korte pauser mellem, at man nu kalder dem for fødselsveer. De er kraftigere, gør mere ondt, og det føles, som om smerten kommer fra ryg, mave, lysker og skeden og derefter vandrer ned mod lårene. Det trykker, presser nedad og veerne bliver hele tiden mere intensive.
Når der kommer veer med cirka fem minutters interval, af et minuts varighed, gennem et par timer, så er tiden inde til at ringe til fødselsafdelingen for at høre, om det er på tide at tage ind til sygehuset. Det kan være godt at vide, at man ikke skal sidde og vente på, at vandet går, eftersom det sagtens kan ske i sidste øjeblik.
Sådan håndterer du veerne
Det gør ondt at føde børn, men det er meget individuelt, hvordan veer føles, og det samme gælder evnen til at håndtere dem. I starten, i latensfasen, når de fleste er derhjemme, skal man bare prøve på at slappe af så meget som muligt. Varme, massage og smertestillende med paracetamol plejer at hjælpe. Inden da er vores bedste tip, at du forbereder dig i god tid inden fødslen for at finde ud af, hvordan kroppen og smerte fungerer.
Hvis veerne ikke kommer i gang
Det er barnet, der bestemmer, hvornår tiden er inde, og der er børn som lader til at have det alt for godt inde i maven. Så kommer veerne ikke i gang, og man kan i stedet være nødt til at sætte fødslen i gang.
Efterveer - hvor længe?
Efter fødslen trækker livmoderen sig sammen til noget, der minder om sit tidligere jeg. Det begynder den med ret hurtigt efter, at barnet og moderkagen er kommet ud. Det kaldes for efterveer, og de kan føles lidt som kraftige sammentrækninger. De er som regel kraftigere hos flergangsfødende end for dem, der har født deres første barn. De kan som regel føles ekstra meget, når og hvis man ammer, eftersom livmodermuskulaturen da stimuleres til at trække sig sammen. Efter ca. 2-3 dage, så plejer de dog at forsvinde.
Det gør ofte lidt ondt, men det er ikke farligt – det er lige nøjagtig sådan, kroppen skal gøre. På nogle fødeafdelinger kan man få akupunktur mod efterveer, men ofte er det nok med en smertestillende tablet. En varmedyne eller hvedevarmer på maven kan også føles rart. Det kan være rart at vide, at der ofte kommer lidt ekstra blod i forbindelse med efterveerne. Hvis du føler, at der kommer rigtig meget blod, så skal du tale med personalet på fødeafdelingen for at få hjælp.
Faktatjekket af Nina Sepstrup, uddannet jordemoder