Partner til gravid
Den fysiske belastning, der er forbundet med en graviditet, kan man af gode grunde ikke dele, men der er en hel del, man kan gøre, for at graviditeten skal blive en fælles oplevelse og noget, man klarer sammen.
Det at blive forælder er en proces på så mange forskellige måder – ikke mindst relationsmæssigt og følelsesmæssigt. Den, der bærer barnet, kan ofte få et følelsesmæssigt forspring til barnet, hvilket jo ikke har noget med ens tilknytningsevne at gøre – det skyldes ganske enkelt, at det er i den mave, barnet vokser. Det er et naturligt resultat af at leve med graviditeten rent kropsligt, både dag og nat – uden pauser. Denne konstante graviditetstilstand gør også, at man også kan blive temmelig udmattet, og her kan en engageret og støttende partner faktisk have en afgørende betydning for, hvor hård (og/eller hyggelig!) en graviditet bliver. Det er naturligvis ikke alt, man kan påvirke – ubehagelige hormonniveauer eller en stor mave, som forstyrrer nattesøvnen, er jo ikke noget, selv den mest engagerede partner bare kan få til at forsvinde ved et trylleslag, men der er en hel del, man kan gøre for at være en god støtte og selv at få mulighed for at være en del af graviditeten. Mange, der har været gravide, kan skrive under på, at de aldrig ville have klaret sig uden den fantastiske støtte, de har fået fra deres partner, så husk det, og vær klar over, at du er uerstattelig! Men nu er det jo sådan, at du også skal være forælder, så du har også ret til at få dine følelser bekræftet. Det er som regel noget, der hænger sammen: Jo mere man samarbejder for at dele oplevelsen, desto mere behageligt er det for alle de involverede parter.
16 tips til sig som partner
Her får du et par tips til, hvordan I i højere grad kan være fælles om graviditeten. Husk, at dette er generelle råd – alle er jo forskellige og har forskellige behov, men forhåbentlig kan du finde lidt inspiration og få lidt hjælp på vejen.
- Tag graviditetstesten sammen – da kan I dele øjeblikket og alle følelserne, hvilket plejer at blive en fin start på det, der bliver et nyt kapitel i jeres liv.
- Selvom du ikke kan hjælpe med at bære den fysiske byrde, så kan I alligevel betragte graviditeten – og naturligvis hele forældreskabet – som en fælles rejse, der bliver nemmere, hvis man samarbejder. Det er aldrig dumt at videreudvikle og værne om sit forhold, men det er måske endnu vigtigere nu.
- Et godt tip er at diskutere, hvordan I ser på mad, drikkevarer og økonomi. Alle de udgifter, der har med graviditeten og barnet at gøre, fx ventetøj, er det jo rimeligt at deles om. Hvis man er gravid, så er der jo også visse typer mad, man ikke må spise, og man må heller ikke drikke alkohol, så hvordan skal du forholde dig til det, som din partner ikke kan? Snak med hinanden om det, så I er enige om tingene.
- Tag ikke kun med til kontrollerne hos jordemoderen, men deltag også i samtalen, stil spørgsmål og vær interesseret. Du skal jo også være forælder, og dine spørgsmål er nøjagtig lige så vigtige. Scanningen plejer at være det første synlige tegn på graviditeten, og det indebærer ofte, at man får en følelsesmæssig forbindelse til barnet bagefter. Vær gerne med til denne, hvis du har mulighed for det.
- Læs om barnets udvikling, så du har styr på, hvad der sker i de forskellige uger, hvordan kroppen påvirkes af at bære et barn, og hvad man skal undgå at spise under graviditeten. I Liberoklubbens app finder du information om de enkelte graviditetsuger – også til dig som partner – og der findes også tjeklister med ting, man kan tale om og ordne inden barnets ankomst. I kan også følge graviditeten sammen med vores stemmeassistent.
- Jo mere man har læst om, hvad der sker i kroppen, desto nemmere bliver det også at forstå, hvorfor hun måske kaster op bare ved tanken om hendes (eller din) livret, hvorfor du får en umotiveret udskældning, eller hvorfor din yndlingsparfume på mystisk vis er forsvundet fra badeværelsesskabet. Det er naturligvis ting, man nemt kan tage personligt, men hvis man har lidt styr på, hvad graviditetshormoner kan gøre ved en, så er det som regel nemmere at håndtere for alle de involverede parter. Det er også godt at vide, at hormoner påvirkes af mere end bare fysiske forandringer i kroppen, selv du som partner kan altså få lidt ekstra hormoner i kroppen under graviditeten – måske med et svingende humør som følge.
- Den fysiske forskel medfører ofte, at omverdenens blikke vendes mod den, som bærer barnet. Det kan jo være svært at se på dig, at I venter jer, så rent generelt er der nok flere spørgsmål, der bliver stillet til din partner. Ikke bare spørgsmål om graviditeten og skavankerne, men per automatik også om forældreskabet og alt det praktiske, der er forbundet med det. Det kan føles ekskluderende, men ved at engagere dig i samtalen kan du vise, at der er flere vordende forældre i rummet. Hvis du ikke får nogen spørgsmål, så kan du prøve selv at nævne, at du skal være forælder og spørge, hvem af de andre, der har børn. Tro os, når vi siger, at børn er et samtaleemne uden ende, og det er samtidig en ny vej til få nye venner.
- Giv barnet et kælenavn. Beps, spunken, lillefisen, lille frø eller basse – uanset hvad I vælger at kalde jeres lille barn, så gør et navn det tit nemmere at tænke på barnet som en lille person og fantasere om, hvilken personlighed han eller hun har.
- Snak med hinanden om de ting, I går og grubler over – så plejer man at få en bedre forståelse for, hvorfor den anden opfører sig på en bestemt måde. Måske kan det også mindske stressen. Når man først får talt om sine bekymringer og høre sin partners syn på tingene, så plejer det som regel at føles bedre.
- Husk, at det er normalt med en vis bekymring – og en del af det at blive og være forælder. Hvis det derimod er sådan, at du eller din partner er så bekymret for lige netop fødslen, så det er svært at tænke på noget andet, så er det vigtigt at vide, at I kan få hjælp. Jordemoderen kan hjælpe jer med at få kontakt med en psykolog eller en fødselscoach, som er specialiseret i lige netop fødselsangst. Det kan også være en god idé at overveje, om I kunne tænke jer at få en doula – det kan være en god støtte både før og under fødslen.
- Et godt tip er at prøve at møde andre vordende mødre og fædre. Hvis I ikke har nogen venner, der befinder sig i samme livssituation, så kan det være en god idé med forældre og fødselsforberedende kurser. Ud over at de naturligvis forbereder jer på fødslen, så plejer det også blive et naturligt forum, hvor I kan diskutere og drøfte jeres uro med andre vordende forældre.
- Syng for barnet, og kærtegn maven – måske når I alligevel skal i seng om aftenen. Når barnet er blevet stort nok til at kunne gøre opmærksom på sig selv, så plejer det nemlig at være et godt tidspunkt på døgnet til at mærke barnet sparke, eftersom børn ofte er aktive, når moren selv slapper af. Det bliver en hyggelig stund sammen, og jo mere barnet hører dig tale, desto bedre kommer det til at genkende din stemme, når det er kommet til verden.
- Det er meget almindeligt, at man tænker over sin egen barndom, og det er en god måde at forberede sig på, når man skal være forælder. Hvad vil du tage med – eller ikke tage med – fra din egen opvækst? Det kan være en god idé, at I i fællesskab tænker på, hvordan I ser på det at være forælder, hvilke forventninger I har til hinanden, og hvad der er vigtigt, for at familien skal have det godt. Dette er for øvrigt noget, det er godt at snakke om, selv efter barnet er kommet til verden. Senere kommer du måske til at mærke, at alle de krav, du stillede til dig selv i starten, ganske enkelt bliver for overvældende – som førstegangsforælder er det jo faktisk helt umuligt på forhånd at vide, hvordan det bliver. Og selvom det indebærer, at man nogle gange tager sine holdninger op til fornyet overvejelse, så er det at samtale om disse ting noget, vi helt sikkert vil anbefale.
- Det føles måske lidt, som om de materielle ting kommer i anden række i denne forbindelse, men det at gøre klar og ”bygge rede”, inden barnet kommer, kan gøre en hel del i forhold til ens egen mentale forberedelse. Måske handler det om at købe noget af det første tøj, overveje, hvilken barnevogn barnet skal køre i eller at gøre puslebordet klar.
- Tag hensyn! Det lyder måske banalt og som en selvfølge, men de små ting, man gør, kan betyde meget. Som fx at købe en graviditetspude som gave, hvis din partner har problemer med at sove, at bede nogen om at rejse sig op i bussen for din partners skyld eller at lindre en øm ryg med daglig massage.
- Der er mange, der tænker på, hvad man skal under fødslen, og der er en hel del, man kan gøre for både at forberede sig på fødslen og være en god støtte, når fødslen først går i gang. Et andet godt tip er, at I går i gang med at skrive fødselsbrevet sammen.
Som du kan se, så er det her med at tale og lytte – med og til hinanden og andre – en god måde at nærme sig forældreskabet på. Det er jo forskelligt fra person til person, hvor let man synes, det er at tale om alt det, der kører rundt i hovedet på én – for nogle er det nemt, og for andre kan det være svært at få frem. Men selv små skridt kan gøre en forskel – prøv selv at se.
Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog