Hvilken barnevogn skal jeg vælge? Tips og råd

Bugaboo-desktop

Søskendevogn, stor barnevogn, duovogn, klapvogn, tvillingebarnevogn, kombivogn, paraplyvogn …
At shoppe efter barnevogn er mildest talt en jungle. Men bare rolig. Vi hjælper dig og gennemgår alt om barnevogne: hvad de forskellige modeller betyder, og hvad der er en god idé at tænke på, inden du bestemmer dig.

Det kan være indviklet at købe barnevogn. Ofte er det en dyr affære, og man kommer sandsynligvis til at bruge den længe og meget, så det er vigtigt, at man træffer det rigtige valg. For at nå dertil, så plejer det at være en god idé først at overveje, hvordan ens livsstil ser ud, og hvilke krav, der vil blive stillet til barnevognen. Først er man nødt til at have styr på de forskellige modeller, og hvilke forskelle der er på dem. Vi har lavet en liste og tilføjer også et par ting, der kan være en god idé at tænke på. Hvis du bliver stresset allerede nu, så kan vi berolige dig med, at der faktisk er aktører, som udlejer barnevogne – enten pr. dag eller i længere perioder – så hvis det føles umuligt at træffe en beslutning, så er der andre muligheder.

Liste over forskellige barnevognsmodeller

  • En stor barnevogn er stabil og robust, og har et langt liggemål på ml 92 og 98 cm. Dit barn vil derfor kunne sove ude i den, helt til omkring 3 års-alderen og være godt beskyttet mod vind og vejr. Store barnevogne er desuden godt affjedrede, hvilket betyder at dit barn får en behagelig køreoplevelse, selv på ujævnt terræn. Barnevognen har ofte et indbygget sæde, der gør det muligt for barnet på sigt at sidde op. Ofte vil man dog skulle supplere barnevognen med en klapvogn, når barnet bliver lidt større. 

  • En duovogn har en liggedel og en siddedel, men samme ramme. Man begynder jo med liggedelen i en barnevogn til en nyfødt, men et tip er at se på siddedelens funktion, eftersom barnet kommer til at tilbringe mest tid i den. Det plejer at være et godt tidspunkt at gå over til at bruge siddedelen, når barnet er gammelt nok til at kunne sidde selv, når det er omkring seks måneder.

  • En kombivogn kan bruges både som ligge- og siddevogn. Som tilbehør har man en liggeindsats, der er blød eller hård, og som nemt kan løftes ud af vognen. Her er det en god idé at tjekke, at man ikke fravælger funktioner, der er vigtige for en.

  • En søskendevogn har plads til to små børn. Ofte kan det ene barn ligge ned, mens det andet barn sidder op. Undersøg, om søskendevognen kan have begge børn vendt mod dig, hvis du vil have det. Nogle gange er det ældre barn på grænsen rent aldersmæssigt, og så må man overveje, hvor lange strækninger man tror, at begge børn kommer til at køre sammen, eller om det måske fungere lige så fint med et ståbræt.

  • Paraplyvogn eller rejseklapvogn er en lettere og mere enkel klapvogn, hvor barnet sidder fremadvendt. De er lette at bære og nemme at klappe sammen, men i ni ud af ti tilfælde er det ikke en klapvogn, der kan bruges i terræn. De er ofte forfærdelige at køre med på dårligt underlag som fx hullede grusveje. Det kan være rart at have en som ekstravogn på rejser, eller når barnet bliver lidt ældre, og man vil have en let håndterlig vogn til og fra børnehaven. Det er en god idé at undersøge, hvor meget de kan lægges ned, hvis barnet skal have mulighed for at hvile i den engang imellem.

  • Klapvogne er lidt mere robuste end paraplyvogne, og det kan være en god idé at investere i sådan en på et senere tidspunkt, hvis barnet vokser fra sin duo- eller kombivogn, men man stadig har et stort behov for at transportere sig over længere strækninger – eller på underlag, som en paraplyvogn ikke kan klare.

  • Jogging- eller cykelvogn bliver, som navnene antyder, brugt til at motionere med. De kan bruges, når barnet er blevet omkring 8-9 måneder, men det kan variere fra model til model. Disse vogne har større hjul, ruller utroligt nemt og er designet til at kunne fungere i et højt tempo. Nogle vogne kan også bruges i skisporet. Vognenes kompleksitet kan variere – nogle er designet til en bestemt aktivitet, andre kan kombineres med både cykel, jogging og ski. Flere af dem har plads til to børn, hvilket kan være praktisk, hvis der er søskende i familien.
    Uanset hvilken model du vælger, så skal barnevognen opfylde de gældende sikkerhedsbestemmelser.

Hvis du skal købe en brugt barnevogn

Det kan være smart at købe en brugt barnevogn – både for tegnebogens og miljøets skyld. Da vi spurgte vores følgere på de sociale medier, var der et klart flertal, der kunne tænke sig at købe brugt. Hvis man har travlt med at få fat i en vogn, kan det nogle gange være den eneste mulighed, eftersom der kan være lang leveringstid på nye vogne. En anden fordel er jo, at man ofte kan få mulighed for at prøvekøre den i sit naturlige miljø og ikke bare på et butiksgulv. Selvom du ikke behøver sparke på dækkene, som om du skulle købe en bil, så er der en del ting, det kan være fornuftige at tjekke, hvis du køber en brugt barnevogn.

  • Sikkerhed er alfa og omega: Hjulene skal sidde stabilt, og bremsen skal være nem at aktivere (men lidt sværere at deaktivere, så den ikke deaktiveres af sig selv ved et uheld). Tjek, at rygindstillingen og låseanordningen stadig fungerer, så vognen ikke klapper sammen af sig selv ved et uheld. Sidde- eller liggedelen skal låses fast automatisk, når man placerer den på rammen. Du skal også sørge for, at der er låseanordninger, som skal låses op, når sidde- eller liggedelen ska løsnes fra rammen.

  • Sørg for, at vognen stadig kan klappes sammen.

  • Vil du have mulighed for at reklamere over varen, hvis der er noget, som ikke fungerer? Undersøg, hvad der gælder med hensyn til garantier, eller indgå en separat aftale med sælgeren.

  • Hvor ny er modellen, og hvilket mærke er det? Det kan være vigtigt at kunne få fat i reservedele og tilbehør, hvis det skulle være nødvendigt.

  • Kommer vognen fra et hjem, hvor der ikke er blevet røget?

  • Kan stoffet tages af og vaskes?

  • Indgår der tilbehør, fx kørepose, regnslag, myggenet og pusletaske?

Fremad- eller bagudvendt barnevogn?

De fleste små babyer ligger, så de vender mod den, der kører. Det gør barnet tryggere, når det kan se sine forældre, og det bliver også nemmere at interagere, når I kan se hinanden. Det er også ret rart hele tiden at kunne holde øje med, hvad ens barn foretager sig nede i barnevognen. Derimod er det en fordel, hvis man kan vende på siddedelen på et senere tidspunkt eller købe en fremadvendt klapvogn. Et godt tidspunkt for det plejer at være, når barnet begynder at blive så gammelt, at vedkommende bliver utålmodig og måske vil klatre op af vognen. Da kan en fremadvendt vogn være en superspændende måde at udforske verden på, når man er lille.

Tips til, når du skal købe barnevogn

Det er ikke altid så nemt at vide, hvilke behov man får, når man ikke engang har fået sit barn endnu. Så for at hjælpe dig spurgte vi andre forældre på vores sociale medier om, hvad de synes, man skal tænke på, når man køber barnevogn. Her kan du læse, hvad de svarede:

  • Sørg for, at vognens sidde- og liggedel dækker barnets behov, uanset om du vælger en stor barnevogn eller en kombi-, duo- eller søskendevogn. Nyfødte er nødt til at kunne ligge helt ned, og de lidt ældre børn har ofte brug for en hvileposition. Det er en fordel, hvis siddefunktionen eller siddedelen kan vendes i begge retninger, ellers kan man også vælge at kombinere med en klapvogn på et senere tidspunkt – men så kan du være nødt til at opbevare to forskellige vogne i en overgangsperiode.

  • Det er også vigtigt at vide, hvilke mål barnevognen har, hvis man er nødt til at kunne køre den ind i en elevator eller andre trange steder. En del vogne har leddelte håndtag, hvilket kan være af afgørende betydning for, om det er muligt at presse vognen ind i elevatoren.

  • Hvilken type ramme har vognen, og hvor lille bliver den, hvis den er klappet helt sammen? Hvis du har bil, så er det vigtigt at vide, om den får plads i bilens bagagerum.

  • Hvilket underlag skal du køre mest på? Kommer du til at gå i skoven eller på hullede grusveje, så anbefaler vi lidt større terrænhjul med god affjedring. Hvis du bor og færdes mest inde i en by og har planerer om at gå i butikker og andre trange steder, så kan barnevogne med svingbare hjul føles som århundredets opfindelse.

  • Hvor vigtig er den generelle køreoplevelse? Føles vognen behagelig at gå rundt med, og hvor tung er den, når man skal dreje? Den nemmeste måde at få en opfattelse af dette på er at prøvekøre nogle forskellige vogne, men husk, at forskellige underlag og årstider påvirker oplevelsen. En gåtur i snesjap i november er noget helt andet end en i blødt, knasende grus en varm sommerdag.

  • Får du brug for at kunne bære vognen? Så skal du tjekke den samlede vægt og vælge en model, du orker bære. Husk også på, at der kan opstå situationer, hvor du også er nødt til at balancere et lille barn på den ene hofte!

  • Hvor høje er de personer, som skal gå med vognen? Det er ikke sjovt at være nødt til at gå med krum ryg i flere år, så sørg for, at håndtaget kan justeres.

  • Hvor langt går kalechen ned? Den skal gå tilstrækkeligt langt ned til, at den beskytter barnet mod vind og kulde om vinteren eller mod sol i sommerhalvåret. Man kan ofte få kalecher som ekstraudstyr, men tænk også på, at der altid skal kunne komme luft ind, og at man aldrig skal dække en barnevogn med et tæppe eller et tørklæde for at give barnet skygge, eftersom det kan blive en potentiel livsfare for børn – læs mere om det her.

  • Farven påvirker faktisk også funktionen: Sorte og mørke barnevogne bliver nemlig varmere end lyse.

  • Hvordan føles komforten for barnet?

  • Hvordan ser barnevognens opbevaringsmuligheder ud? Vi vil virkelig anbefale en kurv under vognen, hvis man vil have mulighed for at tage nogle ting med. Det kan være guld værd, hvis man smutter ind i supermarkedet efter et par liter mælk på vejen hjem. Hvis der ikke er en, så vil du måske have mulighed for at kunne hænge en pusletaske på håndtaget.

  • Kan stoffet vaskes? Børn er nuttede, men ofte kommer der både afføring, tis og gylp i barnevognen.

  • Hvis du tit kører bil, så kan man få modeller, hvor babyautostolen nemt kan fastgøres direkte på vognen, hvilket kan være rart, hvis man vil slippe for at vække et lille barn, der sover.

  • Hvordan føles bremser og rygindstillinger? Kan du nemt klappe den sammen? Vi er godt klar over, at man godt kunne have brug for en brugsanvisning de første par gange, men derefter skal det være hurtigt og nemt at gøre det. Tjek også, at den går i lås og sidder ordentligt fast.

  • Der findes en hel del anmeldelser og bedst-i-test af barnevogne, som man kan læse på nettet. Det kan være en god idé at læse dem, men glem ikke det vigtigste: at tage udgangspunkt i, hvilken barnevogn der passer til dig og dine behov.

Tilbehør til barnevogn

Der findes masser af tilbehør til barnevogne – alt lige fra kopholdere til barnevognsvugger – eller ståbrædder til ældre søskende. Det er ret almindeligt, at man bliver lidt ivrig og køber en masse ting, som man bagefter opdager, at man vist ikke havde brug for alligevel. Så et godt tip er at købe tingene lidt hen ad vejen, efterhånden som du kan mærke, at du får brug for dem. Et regnslag og en kørepose, der er tilpasset efter årstiden, er det, vi anbefaler, man har fra starten af.

Hvilken barnevogn passer mig bedst?

Uanset om det er en hypermoderne vogn med letvægtsstål i konstruktionen eller den arvede vogn, som du selv lå i, da du var lille, så er det allervigtigste, at du bliver glad for den. Barnevognen skal tage udgangspunkt i de behov, I har. Det er vigtigt, at du heller ikke tænker, at det er verdens undergang, hvis barnevognen ikke er der, når barnet kommer til verden. Ofte er små nyfødte babyer mere interesserede i at være tæt på nogen i stedet for at ligge i barnevognen helt alene. Så at blive båret rundt i en tryg favn tæt ind til kroppen eller i et bæreredskab kan være lige nøjagtig den måde, det lille barn gerne vil møde den store verden uden for hjemmet på det første stykke tid.

Frontbox_Startsida_Webb_580x380_DK_White_1x

Få en gratis välkomstgåva!

Bli medlem nu!