Hvad sker der, når vandet går?

At det ikke altid bliver det der Hollywoodagtige plaskeri kan være rart at vide, for når vandet går, kan det lige så godt føles, som om man tisser i bukserne. Store mængder. Det kan også være godt at vide, at det er mere almindeligt, at vandet går, efter man har haft veer et stykke tid, eller at det endda kan vare helt til uddrivningsfasen, inden fosterhinderne brister, og vandet strømmer – eller nærmere løber – ud. Så man skal ikke se vandafgang som det første tegn på, at fødslen er i gang, eftersom det kan ske længe før fødslen overhovedet er kommet i gang eller lige i slutningen af den.

Hvordan føles det, når vandet går?

Hvordan det føles, når man er gravid og vandet går, er utroligt forskelligt, og for nogle kan det faktisk være lidt svært at afgøre, om det er gået eller ej. Det afhænger lidt af, hvordan barnet ligger, Hvis det har lagt sig sådan, at hovedet ligger som en prop i fødselskanalen, så kan det indebære, at vandet bare drypper lidt. Så bliver der lidt vådt i trusserne, som om man ikke kan holde tæt. Hvis det føles ubehageligt, så kan det være rart med et trusseindlæg til inkontinens (fx TENA), som har en god vandabsorberingsevne. Et almindeligt trusseindlæg er bedre, hvis det er meget slimblandet og minder mere om udflåd. For andre er passagen for vandet fri, og der kommer en pludselig og lidt større mængde vand. Hvis fosterhinderne holder til det sidste, og vandet går i uddrivningsfasen, kan det føles som en varm og rolig flod, der løber ud af en. Hvis vandet går under eller lige inden fødslen, tager man måske imod det med spænding, forventning og muligvis en anelse lettelse – så ved man, at det ikke varer længe, før man får lov til at møde sit lille barn.

Hvorfor går vandet?

I livmoderen er barnet omgivet af en hinde, fosterhinden. Hen imod slutningen af en graviditet, så svækkes den gradvist og brister inden, eller under, fødslen. Da løber eller drypper der ca. 7,5 dl vand ud. Lige nøjagtig hvor meget det er, afhænger faktisk af, hvilken uge man er i. I uge 38 og 39 har man mest fostervand – mellem 9 og 10 dl. Under graviditeten har fostervandet til opgave dels at beskytte barnet og gøre det muligt for barnet at bevæge sig, men også – i begyndelsen – at forsyne fostret med næring. Fra det andet trimester cirkuleres vandet ved, at fostret synker det og derefter tisser det ud. Når tiden så er inde til, at barnet skal fødes, er der jo ikke længere brug for fosterhinden, så den brister.

Man vil måske gerne vide, hvordan det føles, inden vandet går. Om man kan mærke, at det snart sker? Men det kan man umuligt vide. Vandet går, når det går, og man ved det ikke, før det sker.

Hvad sker der, hvis vandet går, inden veerne er gået i gang?

Det kan ske, at vandet går, uden at veerne er startet. Hvis det er tilfældet, eller hvis man har en mistanke om, at vandet er gået, så skal man kontakte sit fødested for at få råd og lave aftale om at komme ind og blive undersøgt. Hvis vandet er gået, vil man i nogle tilfælde afvente spontane veer i løbet af de næste døgn – forudsat at mor og barn har det godt. Årsagen til det er, at man vil give kroppen mulighed for selv at sætte fødslen i gang, hvilket den for det meste gør. På nogle fødesteder er det dog blevet almindeligt at tilbyde igangsættelse allerede 1-4 timer efter vandafgang, da undersøgelser har vist, at man på den måde kan nedsætte infektionsrisikoen for mor og barn og brugen af antibiotika.

Igangsættelse af fødslen

Hvor længe man venter, kan også afhænge af fostervandets farve – for den kan afsløre, hvordan barnet i maven har det. Hvis vandet er grønligt, betyder det, at barnet har haft afføring, og det kan være et tegn på, at det er eller har været udsat for stress. Man laver en CTG-test, som er en elektronisk fosterovervågning, der måler fostrets puls i forhold til livmoderens sammentrækninger, for at holde lidt øje med, hvordan barnet har det.

Hvis barnet ikke er født 18 timer efter vandafgangen, får man som regel antibiotika for at forebygge infektion.

Hvis man har en planlagt igangsættelse af fødslen, så kan det være, at jordemoderen eller lægen prikker hul på fosterhinden med et instrument, hvis det ikke sker af sig selv – at få fostervandet til at gå, kan få veerne til at gå i gang.

Faktatjekket af Nina Sepstrup, uddannet jordemoder