Implantationsblødning eller menstruation?
Nogle gange kan der dukke en blødning op på næsten samme tidspunkt, som når menstruationen burde komme. Den kaldes for en implantationsblødning og er altså ikke en menstruation, men derimod et tegn på en tidlig graviditet. Men hvordan kan man vide, hvad der er hvad? Her lærer du, hvordan en implantationsblødning ser ud og får styr på, hvordan du ser forskel på en implantationsblødning og menstruation.
Hvornår får man en implantationsblødning?
En implantationsblødning kan komme, når et befrugtet æg sætter sig fast i livmoderens væg. Hvis man får en implantationsblødning, så kommer den som lidt – med vægt på lidt – blod ca. 1-2 uger efter befrugtningen, altså meget tæt på det tidspunkt, hvor man ellers skulle have haft menstruation.
Hvordan kan jeg se forskel på menstruation og implantationsblødning?
Selvom man tidsmæssigt nemt kan tro, at det handler om menstruation, kan man se tydelige forskelle på en menstruation og en implantationsblødning. Implantationsblødningen giver nemlig en lettere blødning end en almindelig menstruation; som regel kun nogle få dråber. Derudover har de også lidt forskellige udseende, eftersom farven på en implantationsblødning er mere brun eller lyserød.
Nogle gange kan man også få lidt menstruationsagtigt ondt i maven i forbindelse med en implantationsblødning, men det handler ikke om nogle kraftige smerter. Men det kan være godt at vide, at det altså ikke er umuligt at forveksle en implantationsblødning med menstruationen.
Hvor længe varer en implantationsblødning.
En implantationsblødning er oftest kortvarig, højest 1 til 2 dage, og for mange bare en enkelt pletblødning.
Får alle gravide en implantationsblødning?
Selvom det er almindeligt med implantationsblødninger, er det langt fra alle, der oplever en blødning, når ægget sætter sig fast. At man ikke får en implantationsblødning er altså ingen garanti for, at man ikke er gravid (for så vidt det altså ikke er menstruationen, der kommer). Men hvis du tror, at du kunne være gravid og desuden får en blødning, som minder om en implantationsblødning både med hensyn til farve og omfang, er det klogt snart at tage en graviditetstest. Ofte giver en graviditet også andre symptomer, fx kvalme og træthed, så hvis testen er negativ, men du alligevel føler, at der er noget, der er lidt anderledes, så kan det være en god idé at tage en ny test efter yderligere et par dage. Det er fordi, graviditeten skal have varet et par dage, inden testen kan være positiv.
Implantationsblødning eller spontan abort?
Nogle gange kan en blødning under en tidlig graviditet også skyldes en spontan abort, hvilket naturligvis kan vække store bekymringer, hvis man mistænker, at det er det, blødningen handler om. Men det kan være godt at vide, at en spontan abort som regel plejer at medføre meget kraftigere blødninger end en implantationsblødning – nogle gange i form af klumper og ofte i forbindelse med kraftige mavesmerter. Derudover skal du naturligvis kontakte din jordemoder for en sikkerheds skyld, hvis du er gravid og bliver bekymret over blødningen! Hvis man ikke er gravid og får en blødning, som ikke passer sammen med menstruationen, er det altid klogt også at få det undersøgt – så man ved, at alt er, som det skal være.
Faktatjekket af Nina Sepstrup, uddannet jordemoder.