Opdragelse

Den treårige, som får et anfald i supermarkedet, når far siger nej til slik, den toårige, som med et stort grin hopper i sofaen på trods af ti irettesættelser, den fireårige, som smækker døren til sit værelse og skriger ”DUMME MOR!”. Hvordan skal en rådvild forælder tænke og handle? Hvornår skal børn have lov til at være børn, og hvornår skal de opdrages, så de bliver gode samfundsborgere? Er det dårligt at curle sine børn, eller er det tværtimod skadeligt at være for streng? Hvad kan man egentlig forvente sig af små børn – skal de adlyde, eller er det for meget forlangt? Alle disse spørgsmål er nogle, de fleste forældre går rundt med, og der er næsten lige så mange svar, som der er børn. Men for at hjælpe med at skabe klarhed – og komme med værktøj til, hvordan man kan tænke og se på tingene, så har vi talt med vores ekspert psykologen Tova Winbladh om børneopdragelse og om, hvad forskningen viser med hensyn til, hvad der påvirker børn på positive og mindre positive måder.

Hvad påvirker mest, hvordan et barn bliver: gener eller opdragelse?

I dag ved vi med sikkerhed, at børn fødes med forskellige typer temperament – altså forskellige grundlæggende forskelle i personligheden, som derefter på flere måder påvirker, hvem man bliver, og hvordan man lever sit liv. Vi ved også, at det miljø, som et barn vokser op i, kommer til at påvirke barnets personlighed, dets valg og dets måder at leve livet på. Når barnet er helt lille, så påvirker forældrene naturligvis i høj grad, hvordan barnet har det og er, men efterhånden som barnet også bliver en del af livet uden for hjemmet, så påvirkes det mere og mere af ting som børnehave, skole, venner, fritidsaktiviteter osv. De medfødte egenskaber bliver sammen med de oplevede erfaringer det, der tilsammen former dit barn. Det er altså ikke sådan, at det udelukkende er forældreskabet, som afgør, hvordan et barn har det og er.

Hvad er egentlig det bedste i forbindelse med børneopdragelse – regler eller frihed?

I lang tid har spørgsmålet om børns frihed været et diskussionsemne, og der er store forskelle fra familie til familie, hvordan man forholder sig til regler i familielivet. Nogle vil have det mere frit og lægger fokus på at følge barnets behov, mens andre vil have, at det skal være mere forudsigeligt og tydeligt for alle, hvilke regler der gælder. For barnets vedkommende fungerer begge løsninger! Men nogle børn reagerer negativt på, når tilværelsen bliver alt for ustruktureret og omskiftelig, og visse børn reagerer negativt på, når tilværelsen bliver alt for ufleksibel og ufravigelig. Din udfordring som forælder er at prøve at aflæse, om din opdragelsesstil passer til lige netop dit barn – eller om du er nødt til at tilpasse den en anelse efter den person, du har fået til opgave at samarbejde med.

Indebærer det, at man kan være nødt til at behandle søskende forskelligt? Er der ikke risiko for, at det opfattes som uretfærdigt af det barn, der får ”mindre” frihed?

Jeg ville nok vove at påstå, at alle forældre faktisk behandler deres børn lidt forskelligt – selvom det er deres ambition at være helt retfærdige. Det barn, der er lidt mere følsomt og nemt bliver ked af det, får nok en mindre hård irettesættelse, når det gør noget forkert, end det barn, der knapt lægger mærke til et nej, og det barn, der er mere impulsivt, får lidt flere irettesættelser og mere årvågne forældre end det barn, der har nemt ved selv at huske, hvad man må og ikke må. Et barn, som søger nærhed, får ofte flere kram end et barn, som ofte træder i baggrunden, og et barn, der er let om hjertet får desværre flere smil end det barn, der som regel er genstridigt. Sådan er det bare. Det skyldes, at de fleste forældre faktisk helt automatisk registrerer deres barns personlighed og tilpasser deres forældreskab til barnets behov. 

Selvfølgelig kan børn mærke denne forskel en gang imellem og reagere på den. Da er det vigtigt at ransage sig selv og se, om man i lige lovlig høj grad har sat sit forældreskab på autopilot. For selvom man behandler sine børn lidt forskelligt en gang imellem, så bør selve følelsen af, hvor vigtig, speciel og fantastisk man er i sine forældres øjne, være den samme for alle søskende.

Hvad kan man gøre for, at ens barn skal lære at vise empati og være sød mod andre?

Dette er mange forældres største ønske for børneopdragelsen, og en grundlæggende forudsætning for at lykkes med det er, at man som forælder selv øver sig i at vise empati, forståelse og venlighed over for sit barn. Nogle gange bliver det helt bagvendt, når forælderen ser strengt på barnet, der er kommet til at skubbe et andet barn, og kræver en offentlig undskyldning, og at barnet skal sidde alene i et rum og skamme sig. Lærer barnet at føle empati og være sød mod andre af det? Højst sandsynligt ikke. I stedet lærer barnet, hvordan det føles at blive misforstået og dårligt behandlet. Og at det er okay at gøre sådan mod andre, for det gjorde min forælder mod mig...

En venlig og empatisk indstilling over for sine børn lader altså til at være meget mere effektivt end streng opdragelse, når det handler om at forme søde børn. Men der er naturligvis også behov for en vis finslibning af selv de mest godhjertede børn – at lære at sige tak, dele med andre og tiltale andre i en høflig tone er ikke noget, der kommer helt af sig selv, det er noget, man er nødt til at blive opdraget til af vejledende forældre.

Er det okay at bruge trusler og bestikkelse i børneopdragelsen, eller er det skadeligt for børn?

Næsten alle forældre benytter nu og da en trussel eller en bestikkelse for at prøve at få barnet til at gøre, som man vil. Det er helt naturligt, at det bliver sådan, og det kan være praktisk og godt nogle gange, hvis det sker i et godt samspil med barnet og med respekt for barnets person og vilje. En stor del af børneopdragelsen handler lige netop om at prøve at styre børnene til at gøre forskellige ting, som vi voksne vil have dem til at gøre og i denne stræben tester vi alt muligt og prøver at skabe så gode situationer, som muligt. Vi lokker og afleder opmærksomheden, vi bestikker og truer, vi prøver på at være bestemte og autoritære, og vi prøver at opnår det hele med leg, grin og sjov. Alle disse strategier er helt okay i moderate og varierede mængder. Barnet forstår som regel, hvad det går ud på og kan forstå, at forælderen vil det bedste, men er en anelse frustreret ...

Det, jeg synes, man skal passe på med, er at true med sådan noget, som barnet bliver bange for eller får det dårligt af. Det er ikke okay at true med at forlade barnet, eller med at barnet skal få en forfærdelig straf. Man bør virkelig undgå at få sit barn til at føle sig utrygt, selvom det handler om, at en fortvivlet forælder forgæves prøver på at få hverdagen til at fungere. Hvis man kan mærke, at man begynder at bruge angst til at styre et barn, så har man som regel selv brug for at søge hjælp hos en anden voksen for at få nye kræfter og støtte.

Og hvis barnet opfører sig dårligt og trodsigt modsætter sig? Har man så gjort noget forkert?

Når små børn af forskellige grunde har det hårdt i tilværelsen, så viser de det ofte ved ikke at ville samarbejde med deres omgivelser. Nogle gange kalder vi dette for trods og opfatter det, som om barnet tester forælderens grænser eller bare vil provokere. Men små børn tænker ikke så kompliceret, og de har intet at vinde ved at gøre de voksne, som tager sig af dem, vrede. Det, som trods ofte handler om, er i stedet, at der er opstået problemer i samarbejdet mellem barnet og de voksne. Og en del af de problemer handler næsten altid om, at barnet føler sig misforstået, eller at det ikke får sine behov opfyldt. 

Når børn ikke vil samarbejde med de voksne, så kan det altså være et signal om, at omgivelserne er nødt til at tænke i lidt andre baner, hvad opdragelsesstilen angår. Måske er kravene for store? Eller også er det for utydeligt, hvad der forventes af barnet? Måske har barnet det så hårdt med sig selv på grund af en udviklingsfase, at det overhovedet ikke er i stand til at overholde regler på samme måde som tidligere? Eller også føler barnet sig overvåget og er klar til at tage meget mere ansvar for sig selv, end hvad det har lige nu?

Det kan altså være helt forskellige ting, som barnet reagerer på, men de har alle sammen det til fælles, at et barn, der opfattes som trodsigt, provokerende og umuligt at samarbejde med, næsten altid har brug for, at omgivelserne ser nærmere på sig selv og afprøver andre måder at forholde sig til barnet på. Når små børn føler, at de bliver forstået, og når deres behov tilgodeses – så vil de også gerne samarbejde og have en god hverdag sammen med sine forældre.

Nogle børn føles mere besværlige end andre – hvordan skal man da tænke som forælder?

På nøjagtig samme måde som med voksne, så er små børn allerede fra starten af ret forskellige rent personlighedsmæssigt. Nogle personer har nemt ved at tilpasse sig og er følelsesmæssigt stabile individer, som ikke så nemt bliver oprørte eller vrede. Andre personer er lige modsat – de reagerer hurtigt og kraftigt på ting og synes, at det er svært at være nødt til at tilpasse sig efter andres vilje. Børn, som vi opfatter som svære at opdrage, har ofte stærke følelser og en stor viljestyrke. Uanset hvor pædagogisk og dygtig man er som forælder, så kommer visse børn alligevel til at reagere meget negativt, når de får et nej, og de får problemer med at følge regler og være artige. Det handler ikke om, at de er forkælede! Og heller ikke om, at de er onde eller egoistiske. Det handler bare om, at deres personlighed er lidt sværere at styre i hverdagen – og da bliver udfordringen større for forældrene.

Noget, der er vigtigt at tænke på med hensyn til viljestærke og følsomme børn, er, at man som forælder ikke skal blive for hård og afstraffende. Det hjælper sjældent at opdrage hårdere – det kan tværtimod få barnet til at føle sig misforstået og ked af det. I stedet er man nødt til at være lidt snedig og finde de metoder, der fungerer bedst i hverdagen for både barn og forælder. Når relationen mellem barn og voksen er kærlig og varm, så plejer muligheden for et godt samarbejde i hverdagen at øge dramatisk. Så sats hellere på en god stemning end på at få barnet til at overholde regler for enhver pris.

Det føles, som om der råder kaos hele tiden! Hvem kontakter jeg for at få hjælp?

Først og fremmest: Du er ikke alene, hvis det føles sådan! For mange er det livets største udfordring at skulle tage sig af og opdrage børn. Og det bliver næsten altid nemmere og bedre, hvis man er flere voksne, som hjælpes ad. Derfor er det en virkelig god idé at søge støtte og hjælp, hvis man oplever, at tilværelsen som forælder er udmattende, alt for belastende eller kaotisk. Både hos ens egen læge eller via kommunen og forskellige organisationer kan man få stor støtte i form af samtaler, psykologkontakt, forældreuddannelser og mange andre typer indsatser. Kontakt din læge, og fortæl, hvordan du har det, så kan vedkommende hjælpe dig videre, så du får den rigtige form for støtte. En psykolog eller samtaleterapeut kan også være til hjælp, eller en kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien.

Derudover bør det nævnes, at utroligt mange forældre nu og da føler, at alt er kaos. Det er der ikke noget galt i – i de fleste tilfælde vender det af sig selv og bliver bedre efter et stykke tid. Venner og familie er i de fleste tilfælde en udmærket hjælp – det vigtige er at turde fortælle andre, at man har det svært og bede om hjælp og aflastning, når man har brug for det. Det er meget nemmere at være forældre i fællesskab end at klare det selv!