Hvornår skal børn stoppe med middagslur?
Barnet kæmper med at holde øjnene åbne – en træthed så stor, at den næsten er til at tage og føle på, selvom det varer noget, inden det er sengetid. Men hvornår stopper børn med at sove til middag? Er man en dårlig forælder, hvis man ikke lader barnet sove, selvom det virker træt? Man har ofte store overvejelser med hensyn til middagsluren – hvornår skal man stoppe, og hvad gør man for at gøre det så smertefrit som muligt?
Det er forskelligt fra barn til barn, hvornår tiden er inde til at holde op med at sove om dagen. De fleste 2,5-årige har brug for et hvil midt på dagen, men når det begynder at blive en gentagen udfordring at få barnet til at sove om aftenen, så kan det være et tegn på, at det er på tide at stoppe med at sove til middag. Men det er ikke et must – man kan også sagtens lade barnet sove ordentligt til middag i vuggestuen og derefter lade det være sent oppe om aftenen derhjemme. Man skal ganske enkelt gøre det, der passer familien bedst – behovet er jo forskelligt fra barn til barn. Ingen måder er forkerte, så længe barnet lader til at have det godt og kan klare sin hverdag uden større problemer.
Fordelene ved at sove til middag
Det er ikke ualmindeligt, at man som småbørnsforælder er helt udkørt om aftenen, og hvis man så har en energisk 2-årig, som ikke vil sove om aftenen, så kan det være temmelig krævende … Så det er ikke ualmindeligt og fuldt forståeligt, at man vælger at springe middagsluren over ret tidligt for at få tidlige aftener og selv nå at samle kræfter. Det er uden tvivl vigtigt for forældrene at sørge for at få ny energi, men det er alligevel en god idé at overveje, hvilke konsekvenser det har for barnet, inden man bestemmer sig for, at ens barn skal stoppe med at sove om dagen. Hvis ens barn har lange dage i vuggestuen, så kan middagsluren være afgørende for, om eftermiddagen kommer til at være sjov og afslappet i stedet for at blive en kamp mod uret. Nogle børn har brug for at tage en lille lur midt på dagen, indtil de er temmelig gamle, mens andre klarer sig uden at sove til middag allerede fra 2-årsalderen. Derfor skal man altid tage udgangspunkt i ens eget barns behov i stedet for at tænke, at der findes en magisk alder, hvor middagsluren skal droppes.
To tegn på, at tiden måske er inde til at stoppe med at sove til middag
- Barnet har svært ved at falde i søvn om dagen og klarer sig uden problemer, hvis I hopper middagsluren over.
- Barnet vil ikke sove om aftenen, og det tager længere og længere tid at putte det.
Overgangen fra middagslur til at være vågen hele dagen
Når tiden er inde til at stoppe med at sove til middag, så kan det som regel blive lidt besværligt – overgangsperioden kan være hård for både barn og forældre, eftersom rutinerne ændres. Alle bliver måske trætte, eftersom den vante gænge ændres, og man er nødt til at tilpasse sig til en ny. Men efter et stykke tid, så plejer man at blive vant til de nye rutiner. Den bedste indikator på, om barnet får tilpas meget søvn, er manglen på træthed i løbet af dagen. Tænk på, at træthed hos børn kan komme til udtryk som søvnighed, men i lige så høj grad som dårligt humør og masser af vrede og tårer.
Det, der plejer at være sværest ved at stoppe med at tage en middagslur, er, at barnet i starten ofte er fuldstændigt færdigt sidst på dagen. Måske har du ondt af barnet, som er så træt, at det knap kan holde sig vågent? Vi ved godt, at det da kan føles fristende at lade barnet komme meget tidligt i seng, men det er slet ikke sikkert, at det fungerer særlig godt – hvis barnet kommer alt for tidligt i seng, er der større risiko for, at det vågner i løbet af natten, og man kan næsten være sikker på, at det vågner ekstremt tidligt om morgenen.
Da er det bedre at prøve på at give barnet ekstra støtte og stimulans i denne overgangsperiode, så det orker at holde sig vågen, indtil det er sengetid. En ekstra tur på legepladsen, et langt bad, leg med en forælder eller en hyggestund med historier eller fjernsyn kan være måder, man kan holde barnet vågent på og i godt humør, lige indtil det er på tide at komme i seng. Et par ekstra små mellemmåltider skader ikke, når man har brug for at få tilført energi, eller at blive båret og hjulpet med ting, der kan være krævende, når man er træt.
Hvis dit barn ikke lader til at kunne vænne sig til omstillingen, men derimod fortsætter med at være træt og uoplagt om eftermiddagen, så kan du overveje, om det måske var for tidligt at springe middagsluren over. Måske fungerer det bedre, hvis man bare gør den lidt kortere?
En rolig stund i stedet for at sove til middag – for alle
Ofte kan det være rart, når man befinder sig i grænselandet for middagsluren, at bare tage den med ro lidt, og få lidt ny energi af det. En god idé, hvis man vil slappe lidt af midt på dagen uden at sove, er at prøve at indføre en rolig stund – eller stilletid, som nogle kalder det. Det plejer at være nemmest at gøre det sammen med sit barn – så benyt lejligheden til også selv at få hvilet benene lidt – I kan kigge i nogle bøger sammen eller lave noget andet fredeligt. Måske lytte til en historie eller bare ligge og sludre lidt.
Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog