DIT BARN
Du oplever måske, at dit forhold til barnet ændrer sig i denne periode. Følelsesmæssigt er barnet klar over, at I er to forskellige personer og ikke hænger sammen på nogen måde. I har hver jeres følelser, behov og ønsker, og nogen gange vil I ikke de samme ting. Barnet bliver mere indfølende. Hvis du er ked af det, forsøger barnet måske at trøste dig. Hvis arbejdet hober sig op, forsøger det måske at hjælpe. På dette tidspunkt begynder barnet at forhandle med dig. Det er virkelig et tegn på uafhængighed og på, at det er ved at forstå, hvad der er ret og rimeligt.
FORÆLDER
Hvorfor skinner solen? Hvorfor har vi en rød bil? Hvorfor skal jeg gøre det? Hvorfor har min mormor rynker? Hvorfor kommer posten nu? Hvorfor skal vi gå? Hvorfor synger fuglene? Du behøver sandsynligvis ikke at blive mindet om, hvor vigtigt det er at tage disse spørgsmål alvorligt – også selvom der er så mange af dem, at du føler, at dine ører er ved at falde af af udmattethed. At stille spørgsmål og få svar opbygger barnets viden, stimulerer dets nysgerrighed og giver det endnu mere at tænke over. Nogle børn spørger ustandseligt. Andre er mere reflekterende og ikke helt så krævende, mens andre igen er mere opfindsomme og selv kommer med svarene på deres spørgsmål. Uanset hvordan barnet stiller sine spørgsmål, så er de altid fascinerende. Også selvom din tålmodighed fra tid til anden stilles på en prøve. Det er der ingen tvivl om. Glem ikke, at "hvorfor" også kan være en måde at sige "fortæl mere" på. Det er barnets måde at få flere oplysninger på.